
Nye svenske klø: Danmark er ude af "EM"
Det danske kvindelandshold går glip af slutspillet i kvindernes CS-turnering ved de europæiske IESF-mesterskaber i Kosovo.
De danske CS-kvinder kunne heller ikke denne gang hamle op med det svenske kvindelandshold, som de også tabte til i deres første gruppekamp.
Danskerne startede ellers udmærket på deres eget map, Ancient, og leverede en solid første halvleg. Efter pausen kunne de dog ikke følge med, og Sverige tog første map med cifrene 13-9.
Endnu værre gik det på svenskernes map, Dust2, hvor de danske kvinder aldrig for alvor kom ind i kampen og måtte se sig slået 6-13.
For tredje kamp i træk var ramziiN Danmarks bedste spiller. Hun leverede 33 kills og en rating på 1,21, men det var i sidste ende ikke nok mod et solidt svensk kollektiv, der endnu en gang viste sig for stærkt.
Dermed er Danmark ude af europamesterskaberne. De ender som nummer tre i Gruppe A og følger Letland ud af turneringen. Frankrig vandt gruppen foran Danmarks banemænd, Sverige.
Gruppe B i kvindernes turnering blev vundet af Holland, som tog førstepladsen foran Portugal. Tyskland og Slovakiet blev henvist til henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.
Semifinalerne spilles fredag, hvor Frankrig møder Portugal, mens Holland står over for Sverige. Finalen og bronzekampen afvikles lørdag.
Brackets kan findes her.