
Ølgod klatrer over grænsen til relegation
Ølgod Efterskole 1 lykkedes delvist med aftenens mission.
En sejr over Kronjyllands Esport i anden overtid på Ancient var nok til at sende efterskolen over grænsen for relegation i AceZone 1. Division, men med et nederlag til GLHF skal de nu se sig over skulderen for ikke at blive overhalet af både Prestige EC og GLHF.
Begge hold har spillet en kamp færre end Ølgod og ligger lige i hælene på efterskolen.
Det begynder til gengæld at se sort ud for Sørby Esport og Sashi Academy, også selvom Sashi formåede at slå topholdet Vendetta Gaming i dag.
Begge hold ligger til direkte nedrykning. Sørby Esport har mange kampe til gode, men sejrene er ikke kommet nemt til den store danske klub.
Astralis Talent fortsætter med at køre sejre ind på kontoen, og selvom de stadig kan blive hentet af Vendetta Gaming, så bliver det mindre og mindre sandsynligt for hver sejr ex-Talenterne tager.