HUNDEN har nok at se til disse dage.

HUNDEN: "Vi skuffede ved Gamebox"

Inden Sashi tog hul på den første kvalifikation til Thunderpick World Championship, snakkede Dust2.dk med holdets træner.

Er der ét dansk hold, der ikke står stille for tiden, så er det Sashi. Det danske hold nærmer sig efterhånden 200 spillede maps, alene i løbet af årets første måneder.

Ifølge HLTV er Sashi sågar nummer to på listen over hold, der har spillet flest maps indtil videre i 2025, kun overgået af tjekkiske ECLOT. Og eftersom de i disse dage deltager i hele fem onlineturneringer, så stiger antallet af spillede maps kun stødt hos det danske hold.

Fredag tilføjede det danske mandskab yderligere to spillede maps til regnskabet, da de tog hul på den første europæiske kvalifikation til Thunderpick World Championships lukkede kvalifikation. Her mødte det danske hold russiske CYBERSHOKE, som desværre var for stor en mundfuld for Sashi på dagen.

CYBERSHOKE slog Sashi med samlet 2-0. Russerne vandt først Sashis map, Nuke, med cifrene 13-8, inden de lukkede kampen med en sikker 13-4-sejr på deres eget map Mirage. Det var Sashis map nummer 142 og 143 alene i løbet af de sidste tre måneder.

Med sejren er CYBERSHOKE klar til torsdagens gruppefinale, i turneringens gruppe D, mens Sashi først skal i kamp igen lørdag.

CYBERSHOKE
2 - 0
Sashi
Alle maps
CYBERSHOKE K - D +/- ADR KAST Rating 2.1
Ilya 'FenomeN' Kolodko 34 - 14 +20 87.9 84.2% 1.59
Aleksandr 'glowiing' Matsievich 34 - 22 +12 93.1 76.3% 1.48
Denis 'notineki' Kalachev 29 - 14 +15 85.5 89.5% 1.43
Aleksandr 'KaiR0N-' Anashkin 28 - 20 +8 77.8 84.2% 1.28
David 'bl1x1' Stepanyants 16 - 21 -5 52.1 71.1% 0.93
Sashi K - D +/- ADR KAST Rating 2.1
Danmark Philip 'Lucky' Ewald 28 - 25 +3 64.0 65.8% 0.99
Danmark Rasmus 'Zyphon' Nordfoss 18 - 27 -9 60.6 73.7% 0.71
Danmark Lukas 'Beccie' Bauder Balcells 17 - 30 -13 59.6 57.9% 0.63
Danmark Casper 'Cabbi' Jensen 17 - 27 -10 50.3 63.2% 0.56
Danmark Oliver 'IceBerg' Berg 10 - 34 -24 39.2 44.7% 0.29

Lørdag klokken 13:00 spiller Sashi igen i Thunderpick-turneringen. Her står de overfor tjekkiske SINNERS i en "vind eller forsvind"-kamp. Taber de, er de ude, men vinder de, så kan de senere lørdag spille sig videre til kvalifikationsturneringens slutspil.

Kaotisk tid

Inden Sashis opgør mod CYBERSHOKE blev skudt i gang, fik Dust2.dk en kort snak med holdets cheftræner, HUNDEN.

Her bad vi først den 33-årige Sashi-træner forholde sig til de mange kampe og turnerniger, som han og holdet har spillet både hidtil i år, og alene i løbet af disse dage.

Det er ingen hemmelighed, at vi - da 2025 startede - blev ekstremt glade for kunne begynde at spille turneringer som f.eks. CCT, Thunderpick mv. Og vi har brugt det første halve års tid på at finde rundt i hvordan det skal gøres fremadrettet.

Det er dog ikke holdbart, at spille over 150 maps på fire måneder. Vi kommer til at ændre i vores struktur fra efter sommerferien. Men for nu, og frem til sommerpausen, handler det om at stå et godt sted for at modtage invitationer til en masse onlineturneringer.

Når man som HUNDEN og Sashi spiller en masse kampe, på tværs af flere forskellige turneringer, så hænder det også, at nogle kampe nogen gange falder sammen med andre. Det kostede blandt andet Sashi deres videre deltagelse i Galaxy Battle 2025 Phase 1, hvor Sashi måtte forfeite deres kvartfinale mod NAVI Junior.

Vi spurgte HUNDEN hvordan det er skulle navigere rundt i og planlægge alle de kampe og turneringer, og om de bevidst prioriterer nogle turneringer højere end andre. Noget HUNDEN dog afivser er tilfældet - i hvert fald for nu.

Det var uheldig planlægning (i Galaxy Battle mod NAVI Junior, red.).

Vi prioriterer ikke som sådan lige nu, men det er klart en ting, der kommer til at spille ind efter sommerferien. Vi har brug for en plan, og den skal vi have skabt hurtigst muligt. Lige nu er det meget kaotisk, og det skal vi lige finde os selv i.

Mellem alle onlinekampene som Sashi spiller, og har spillet, fandt holdet ligeledes plads til en tur til både Lund i Sverige og Gamebox Festival i Herning, i henholdsvis midten og slutningen af april måned.

Semifinalerne blev endestationen for Sashi, både ved Level Up LUND! og ved Gamebox, og vi kunne naturligvis ikke dy os fra at høre HUNDEN, om han var tilfreds med holdets seneste LAN-præstationer. Det var han ikke helt.

Jeg synes vi skuffer til Gamebox.

Men jeg synes det er fair, at tabe til 9INE, som var en af favoritterne i Lund, sammen med NIP. Især også fordi det var første gang Beccie skulle spille med de fire andre på LAN.

Vi er kommet hjem fra begge events med en masse data, som vi kan tage med videre. Men i bund og grund var det et par skuffende LAN-præsentationer. Vi er dog også et helt andet sted sammenlignet med 2024 f.eks., hvor vi ALTID gik ind til LANs som kæmpe underdog.

Til sidst benyttede vi vores taletid med HUNDEN til at høre Sashi-træneren, om han er tilfreds med holdets udvikling siden Zyphon er kommet til, og efter de skiftede Altekz ud med Beccie.

Det har været en hård start på 2025. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Altekz ikke var et match for vores projekt. Vi skulle finde en fast løsning, og vi fik en stor hjælpende hånd af niko, midt i en presset kalender, indtil vi fandt ud af hvilken retning vi ville gå i.

Jeg er super glad for at have fået Beccie ind på holdet, og nu skal Sashi bare have tid til at arbejde, for vi står med et lineup, som jeg synes er rigtig spændende, og kan komme langt med den rette planlægning og performance-model.

Den næste kamp i rækken for HUNDEN og hans tropper, er som tidligere nævnt allerede lørdag, imod SINNERS, i den første europæiske kvalifikationsturnering til Thunderpick World Championships lukkede kvalifikation.

Sashi og SINNERS træder ind på serveren tidllig lørdag eftermiddag, fra klokken 13:00. Vinder de den kamp, så skal de spille igen senere lørdag aften, omkring klokken 19:00, mod svenske Alliance.

SINNERS
13:00
Sashi
Odds

I disse kaotiske tider for Sashi, med en masse kampe på programmet, deltager holdet alt i alt i følgende turneringer:

Går de videre i Tipsport Conquest of Prague 2025, så skal de en tur til Prag og spille på LAN fra den 30. maj til den 1. juni. Og går de videre fra den lukkede YaLLa Compass 2025 Contenders 1-kvalifikation, så skal de deltage i YaLLa Compass 2025 Contenders 1 fra den 12. til den 27. maj.

Skulle de gå hen og spille sig videre fra den lukkede kvalifikation til CCT Season 3 Europe Series 1, så skal de spille med i hovedturneringen fra den 6. til den 18. maj.

Og vinder de Thunderpick World Championship 2025: European Series 1, så går de videre derfra til Thunderpick World Championships lukkede kvalifikation, som afvikles fra den 9. til den 11. september.

#1(Med 0 svar)
2. maj 2025 kl. 20:36
wake
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Er helt enig i hvad han skriver, synes også de har spillet ekstremt meget her på det sidste. 150 maps på 4 måneder er jo fuldkommen hjernedødt. Det er 3 maps cs dagligt 24/7 120 dage i streg. Og så skal de træne oveni og få lavet pre match research oveni.
Altså det er slet slet ikke holdbart.
Sashi ville uden tvivl også have vundet gamebox hvis de vandt over tricked, men som mange incl mig selv også mener er de 2 mandskaber nærmest identiske styrkemæssigt. Det kan gå begge veje på begge dage.
Den rigtige finale var 100% Tricked vs. Sashi 😃 håber i får styr på det. Gl til jer i fremtiden!
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.