BILLETSALGET TIL DEN STORE FINALE ER ÅBENT
LIVE
valde var fraværende torsdag.

Derfor var valde ikke med mod Sashi

Der er ikke udskiftninger i sigte på IGL-fronten hos TSM, selvom valde ikke var med mod Sashi torsdag.

Hvis du er valde-fan, behøver du ikke at frygte, at den danske kaptajn er på vej væk fra TSM, selvom han ikke spillede med holdet torsdag.

I kvartfinalen i Elisa Invitational Fall var sirah fra MOUZ NXT nemlig med som stand-in for valde, som var ingen steder at se for TSM, men det betyder ikke, at der er udskiftninger på vej på IGL-fronten hos det danske mandskab.

Ifølge Dust2.dks oplysninger var den danske kaptajn fraværende torsdag, fordi han var taget på ferie, og det bekræfter holdets coach, Rejin, som samtidig slår fast, at holdet fortsætter træningen igen søndag.

Der er ikke andet i det, end at valde havde planlagt en tur i lang tid, så han kunne ikke spille. Han er hjemme søndag igen, og så kører vi på, fortæller Rejin.

Vi har tidligere set det med HooXi, at en dansk kaptajn har taget fri fra en turnering for derefter at blive bænket kort tid efter.

Det skete efter IEM Dallas, hvor HooXi var fraværende grundet et bryllup. G2 vandt så turneringen, og halvanden måned efter fik HooXi sparket som kaptajn for NiKo og kompagni.

Rejin slår dog fast, at det ikke kommer til at få nogen konsekvenser overhovedet for valde, at han ikke var med, da turen har været planlagt længe.

Vi så jo noget lignende med HooXi, som ikke tog til en turnering med G2 og kort tid efter blev kicked. Kommer det på nogen måde til at få nogen konsekvenser det her, at valde er taget på ferie, mens sæsonen kører, og I har turneringer?

Nej, slet ikke. Vores fokus er på RMR-turneringen, og den her tur var planlagt allerede i starten af januar, så selvfølgelig skal han have lov til at have fri (det samme gælder os andre). Vi har spillet langt over 100 maps siden den 8 juli plus træning, så der er tiltrængt lidt pause. Jeg kan understrege, at valde går ingen steder.

Selvom valde var fraværende, spillede resten af TSM-holdet færdig i Elisa-turneringen.

Der er dog ingen sure miner eller dårlig stemning i TSM-lejren over, at kaptajnen ikke var med, mens resten af spillerne fortsat skulle spille, fortæller Rejin.

Som sagt - vi havde alle planlagt fri her. Elisa kom i vejen, så vi tog da bare og prøvede det bedste, vi kunne. Igen, det har været planlagt siden januar, og vi andre har også brug for lidt time off. På mandag kører grinden igen på fuld skrue.

TSM har ikke i skrivende stund nogen kampe fastlagt på HLTV for den nærmeste fremtid, men holdet er med i ESL Challenger League Sæson 48, hvor de kæmper om pladser i ESL Pro League.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.