Den danske IGL nød at spille foran publikummet i Royal Arena.

karrigan følte ikke presset mod Spirit

Selvom FaZe var ved at smide sejren på map tre, følte karrigan ikke noget pres.

karrigan er i semifinalen i Royal Arena.

Torsdag spillede den danske kaptajn sig nemlig videre efter en ekstremt tæt og intens duel mod forhåndsfavoritten Spirit, og det var en kamp, karrigan elskede at spille.

Når man lige har sovet på det og genser kampen, så var det en fantastisk kamp. Den måde vi spillede på, og den måde, jeg var på. Jeg kunne mærke, jeg var i flow state og bare nød at spille kvartfinalen, for man ved aldrig, hvornår der kommer en major i København igen, fortæller karrigan til Dust2.dk fredag.

Når FaZe er i slutspillet er det typisk med karrigans hold som favorit.

FaZe ligger da også nummer ét på HLTV's rangliste, men da de spillede kvartfinale torsdag, var de massive underdogs.

Det er da også noget, der er anderledes for IGL'en, men som han nød, da det betød, at man bare kunne fokusere på og nyde kampen.

At være underdog i en kvartfinale er ikke noget, jeg har prøvet meget i min karriere, så det er utrolig fedt at være det og bare nyde kvartfinalen i stedet at skulle tænke, at man har fået en god vej til finalen, som man af og til kommer til, for så bliver det farligt.

Selvom FaZe hos mange var underdogs, gik holdet dog selv ind med tanken om, at både kampen og turneringen skal vindes, forsikrer karrigan.

Vi går altid ind og tænker, at vi skal vinde turneringen. Det er en del af presset hos FaZe. Jeg kan huske, at jeg sagde til drengene inden Complexity-kampen, at vi er i FaZe. Vi forventer at være i finaler, og presset er der, men vi skal nyde det. Det er et privilegium at have det pres.

Jeg spiller lidt mere højrisiko velvidende, at hvis vi presser dem, så kan de mærke presset. Jeg tror ikke på noget tidspunkt i kampen, jeg kunne mærke presset.

I sidste ende spiller vi mod et klassemandskab, og om vi havde vundet eller tabt, havde jeg kigget tilbage og sagt, at det var to hold, som spillede med et utrolig højt niveau. Nogle gange i sådan en kamp som den, kan det være et lidt lavt niveau fra holdene, men jeg kan mærke, at jeg blev udfordret på mange parametre. Både individuelt, men også på det taktiske niveau, så kæmpe respekt til Spirit for at jeg lærte noget af den her kamp og tog noget med derfra.

Følte intet pres

Sejren over Spirit kom i en intens kamp, der måtte ud på alle tre maps, før den var afgjort.

På Vertigo, som var sidste map, kom FaZe stort foran over to omgange med både føringer på 7-0 og 12-5. Spirit kæmpede sig tilbage, men alligevel følte karrigan ikke pres ved at være ved at smide en så stor føring.

Jeg følte slet ikke noget pres i kampen. Jeg tror dog, at jeg blev lidt mere presset i at finde løsninger på vores T-side på Vertigo.

I sidste ende spiller de også godt. Jeg tror, vi lærte noget i den her kamp i forhold til at finde løsninger, og jeg lærte noget. Men jeg følte ikke, at der var pres fra starten. Vi spillede mod et vildt godt hold, og vi tager en risiko til sidst med at 'floate' Vertigo. Det kan gå godt, og det kan gå skidt, og som det altid gør med FaZe, endte det i et overtidsdrama.

Major-slutspillet bliver spillet i Royal Arena, og selvom der ikke var udsolgt torsdag, var det dog en stor oplevelse at spille foran de danske fans.

Til Dust2.dk fortæller karrigan også, at han kunne mærke de tændte danskere i tilskuerrækkerne, og at hjemmebanefordelen var tydelig for ham under kampen.

Det var en fantastisk oplevelse, og jeg følte virkelig en hjemmebanefordel. Det er jo en major, så der er mange internationale fans, men man kan godt mærke alle de danske fans i arenaen. Det var vildt fedt, og jeg glæder mig bare til at spille i en udsolgt arena på lørdag mod et klassemandskab.

Et hold, der jo har presset nogle danskere ud af holdet, skal man huske på, så jeg vil prøve at revanchere for mine danske kammerater. I sidste ende glæder jeg mig bare til at spille foran de danske fans.

Jeg håber virkelig, at der er en dansker, der vinder majoren. Enten mig eller HooXi, bare for at slå fast, at der er en dansker, der har vundet i København.

Dust2.dk interviewede inden kvartfinalen formanden for Astralis-fangruppen Danish Corner for at høre, hvem de danske fans fra gruppen ville holde med i arenaen.

Her lød svaret prompte, at det selvfølgelig ville være 'Faxe Finn', og den støtte er ikke én, karrigan tager for givet.

Det betyder utrolig meget. Jeg har været med til at starte Astralis og løfte dansk CS frem i mange år og været en del af scenen i mange år tidligere, så jeg er utrolig glad for at have så mange danske fans. Det er altid svært, når man spiller mod Astralis i Royal Arena, men når vi ikke spiller mod Astralis, har jeg altid stor opbakning, og det betyder bare utrolig meget for mig.

Jeg er bare utrolig glad og føler mig priviligeret over at have så mange danske fans, som følger mig, og forhåbentligt kan de håbe lidt ekstra på lørdag og presse mig endnu mere, så jeg kan vinde majoren i Royal Arena.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.