
Nummer 1 mod nummer 2: Tager det som enhver anden kamp
Om ganske kort tid går det for alvor løs i 1. division.
Her er der dømt topbrag for alle pengene, når MASONIC og Sashi Academy støder sammen i en direkte duel om førstepladsen i 1. division, som betyder direkte oprykning til POWER Ligaen.
Ingen af de to hold går dog specielt varme ind til kampen. Sashi Academy har nemlig tabt to ud af tre kampe efter transfervinduet, og det skyldes blandt andet mangel på erfaring, fortæller holdets helt store stjerne, Sukker, til Dust2.dk.
Vi er stadig et meget ungt hold, og nogle spillere har ikke så meget erfaring endnu, så det er klart, at følelser spiller en stor rolle for os. Vi arbejder altid på at blive bedre, men det vigtigt at huske, at det stadig er vores første sæson sammen. Vi arbejder hver træning og hver kamp på at blive bedre som hold.
På MASONIC har Zanto været en vigtig brik i successen, mens Sukker har været den helt store stjerne hos Sashi Academy og i divisionen generelt, hvor han er den bedst ratede spiller.
Den 15-årige riffelspiller mener dog ikke, man kan måle på, hvem af de to, der er vigtigst for deres respektive mandskaber.
Zanto er en rigtig dygtig spiller, og han er meget vigtig for deres hold. Jeg har også haft en god sæson, men det hele er et holdspil, så jeg synes, det er svært at måle, hvem er vigtigst.
Tager det som enhver anden kamp
Selvom man skulle tro, at der var ekstrameget på spil for Sukker og Sashi Academy-spillerne, så prøver det unge hold ikke at lægge for meget i kampen.
Til Dust2.dk fortæller han nemlig, at selvom MASONIC er deres nærmeste konkurrent, så gør det ikke mere ondt at tabe en kamp i topstriden, end det gør at tabe ethvert andet opgør.
Det vil altid være nederen at tabe., så det gør ikke mere ondt at tabe til MASONIC end hvilket som helst andet hold. Det er træls at tabe, uanset hvem det er til. Jeg synes heller ikke, vi står slemt, selv hvis vi taber til dem i aften. Så lærer vi af vores fejl, og står stærkere næste gang.
Hvis I taber til MASONIC i aften, kan de ende med at afgøre sæsonen selv, og I kan dermed misse direkte oprykning. Betyder det slet ikke mere, at det er en potentielt sæsonafgørende kamp, og vil det ikke gøre nederlaget mere bittert?
Nej. Det er en spændende kamp med masser af tænding, og uanset om vi vinder eller taber, så kan vi lære noget af dem.
Så I tager det som enhver anden kamp?
Ja.
For Sashi Academy-drengene handler det derfor bare om at tage den med ro og spille deres eget spil, og så håber de på, at det er nok til at løbe med sejren og de tre vigtige point.
Vi koncentrerer os om vores spil, og hvad vi kan kontrollere, så vi bekymrer os ikke om MASONICs sæson.
Stillingen i 1. Division:
Sådan sender Dust2tv tirsdag aften:
-
18:00 -
Sashi Academy vs.
MASONIC -
19:00 -
IMA PROBLEM vs.
XI Esport SponsorWorld -
20:00 -
XI Nordcom vs.
Frb. Falcons
-21:00 -
O Grande Canhão Main vs.
Flares Academy -
22:00 -
Egedal Esport vs.
Fatal Utility

























