
Ekspert byder på Astralis' næste leder
Astralis står i en position, hvor de ikke har en IGL.
Onsdag blev blameF nemlig smidt på bænken, hvilket betyder, at holdet skal ud og finde en ny kaptajn.
Det er selvfølgelig ikke nogen nem opgave, da IGL-posten nemt kan være den vigtigste på et hold, og den oplagte kandidat måske ikke er mulig at hente, da han kan sidde hos et andet hold.
Dust2.dk har derfor sat den tidligere Astralis-spiller og nuværende TV-ekspert Bubzkji ud på missionen om at give tre bud på, hvem Astralis kan hente ind.
1: Patti
Den første kandidat, Bubzkji peger på, sidder allerede på et andet hold.
Det er nemlig ECSTATICs Patti, som for nylig imponerede utrolig meget til RMR-turneringen i Rumænien, hvor han kaldte sit hold til en major-plads til majoren i København - noget, Astralis ikke gjorde.
Det taler for:
Opadgående form, mens han også kender Astralis fra tidligere. Han har en god aldersprofil med tanke på fremtiden, og han har også vist højere individuelt niveau på det seneste.
Det taler imod:
Uerfaren. Det er store navne, man skal dirigere rundt med, og det er på ingen måde nogen nem opgave - hverken uden for eller inde på serveren. Det ville sætte en del krav til hans tilstedeværelse og mentalitet.
2: Intern IGL (device eller stavn) + br0
Det næste bud fra Bubzkji er ikke en IGL udefra, men i stedet en fra egne rækker.
Den tidligere Astralis-spiller peger nemlig på, at organisationen også kan finde en kandidat indefra. Her er det nyindkøbte stavn eller den mere erfarne Astralis-AWP'er device, Bubzkji ser som det oplagte bud.
Mulighed to betyder dog, at man skal hente end femtemand udefra, og her vil Bubzkji kigge mod en, der tidligere har været i Astralis' egne rækker. br0, som Astralis solgte til Monte i sommeren 2023, ville nemlig være værd at kigge på her.
Det taler for:
Man beholder en god mængde erfaring samtidig med, at man får en spiller, som virker til at være ret dynamisk. Det her er nok også det bedste bud, hvis man vil prøve at matche den nuværende opstilling med tanke på firepower.
Det taler imod:
Nyt ansvar på stjernespillere, som nødvendigvis ikke har lyst til det. Det jo svært at vurdere udefra, om nogle er villig til at tage teten. Jeg kunne dog godt se fidusen til det.
3: birdfromsky
Den tredje og sidste mulighed, Bubzkji peger på, er at hente birdfromsky, som for nylig blev færdig i 00NATION.
birdfromsky har været på diverse tier 2 og tier 3 hold i sin tid som IGL, og senest var han altså på 00NATION, som i perioder lå omkring top 30 i verden.
Fidusen til ham er blandt andet, at han kan hentes kvit og frit, mens de andre kandidater kræver, at man skal have penge op ad lommen.
Det taler for:
Gratis! Det er et stort plus, og han virker udefra som en sympatisk leder. Jeg kunne dog være lidt i tvivl med rollefordelingen. Han kender desuden jabbi, Staehr og device fra diverse FACEIT-stacks.
Det taler imod:
Han har nærmest ingen LAN-erfaring. Selvom birdfromsky har været en del af subtoppen af dansk CS siden 2017, har han aldrig spillet et DreamHack, ESL, BLAST eller RMR-event. I min optik betyder det ret meget, hvis man skal vælge en ny leder.