
Første gang i 7 år: Intet australsk hold til majoren
Deltagerlisten til majoren i København bliver mere og mere komplet.
Onsdag faldt de to asiatiske deltagere nemlig på plads, da den asiatiske RMR-turnering blev spillet færdig.
Her blev der da også brudt med en tradition, som har stået i næsten syv år. Hvert år siden PGL Major Krakow i 2017 har et australsk hold nemlig spillet sig til majoren, men sådan blev det ikke i år, da det var et mongolsk hold og et kinesisk hold, som snuppede major-pladserne i Asien.
Klokken tre i nat startede det jagten med upperbracket-finalen, hvor vinderen kvalificerede sig til majoren, mens taberen røg i lowerbracket.
Her var der ingen tvivl om, hvem der var stærkest. TheMongolz dominerede nemlig over kinesiske Lynn Vision. Det mongolske hold tabte blot 11 runder på tværs af de to maps, da de hurtigt og sikkert spillede sig videre til majoren.
Lynn Vision fik dog mulighed for at skyde sig til majoren senere onsdag, og den mulighed fik de det bedste ud af.
Her stod de over for Grayhound, og selvom de tabte første map, var det alligevel kinesiske Lynn Vision, som tog major-pladsen efter to hurtige og sikre sejre på map to og tre.
Dermed er Lynn Vision det første kinesiske hold, som skal til en major, siden TYLOO var til PGL Major Stockholm i 2021.
Lynn Vision og TheMongolz er klar til majorens Opening Stage. Opening Stage er det nye navn for det, der tidligere hed Challengers Stage.
Her skal 16 hold kæmpe om otte pladser videre til Elimination Stage. Af de 16 er 12 fra Europa, fire fra den amerikanske RMR, mens de to sidste er fra den asiatiske.