Ansøgning til POWER Ligaen åbner
22D : 18T : 18M : 55S

Efterskolehold topper tabellen

En kanon start på sæsonen sendte skoleholdet helt til tops i 3. divisionen.

Vi kan meget vel se et efterskolehold rykke op i POWER Ligaens 2. division i næste sæson.

Ølgod Efterskole 2 topper nemlig 3. divisionens gruppe B efter en kanon start på sæsonen, hvor de vandt deres første ni kampe og en del endda ganske overlegent.

Holdet ser også sig selv som favoritten til at rykke op, fortæller ingame leader GA1De.

Vi føler, vi er det stærkeste hold i gruppen, og hvis vi kan holde niveauet fra før transfer, så tror jeg ikke, der er nogen af de andre hold, der kan hente os.
Hvis vi skulle misse oprykning, så er det 100 procent vores egen skyld.

Første halvsæson er gået super godt. Vi kan stadig blive bedre i nogle situationer og kampe, men i det store billede er vi meget glade for vores præstation. Men vi skal også blive bedre endnu, hvis vi skal op i 2. division og præstere der, lyder det fra GA1De.

Det har dog ikke udelukkende været en dans på roser. Efterskoleholdet har netop haft en lang pause med tre uger uden holdtræning og kampe, da der har været både ferie og skitur, og efter pausen har det set knap så godt ud.

Mandskabet har nemlig tabt fire ud af fem kampe i denne uge, hvor de har måtte undvære GA1De. Han er dog ikke bekymret over de seneste resultater.

Vi er ikke bange for at smide det. Vi vinder, når jeg er tilbage i næste uge, det er jeg ikke i tvivl om. Vi kommer stærkt igen, fortæller han.

Ølgod-holdet har da heller ikke det store at frygte, da de trods nederlagene fortsat ligger øverst i tabellen med ni point ned til nummer to.

Det er blot et spørgsmål om at få arbejdshandskerne på. Heldigvis er der gode muligheder for at lægge nogle timer i spillet, selvom der også er meget andet på skemaet, når man går på efterskole.

Man kan egentlig spille ret meget, hvis man har lyst og bruger sin fritid i lokalet. Der er også nogle ting, man skal være med til, så derfor svinger det også en del, hvor meget tid vi bruger på prac.

GA1Des tropper kan med fordel prioritere noget tid i esportslokalet frem mod deres sidste kampe, da de trods denne uges nederlag, fortsat selv kan afgøre deres skæbne i gruppen.

Hvis GA1De og co. vinder deres resterende fire kampe, er de nemlig sikret direkte oprykning, da ingen af gruppens øvrige hold vil kunne hente dem.

Holdet spiller deres næste kamp på onsdag, hvor de møder Fortress Main.

Ølgod Efterskole 2 består af:

  • Danmark GA1De

  • Danmark crax

  • Danmark meiztR

  • Danmark svaev

  • Danmark BqreBedre

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.