
Copenhagen Wolves-kaptajn: "Det er svært, når vores største konkurrenter er fuldtid"
Hvis man kigger på Dust2.dks liga-side er det det nye Copenhagen Wolves, som i øjeblikket ligger på toppen.
Tirsdag aften har ulvene yderligere to kampe på programmet, når de møder både CEPTER BITSKINS og Astralis Talent, som er to af de hold, mange nok forventer kommer til at kæmpe med om slutspilspladserne.
Det er også to modstandere, Wolves-IGL'en vigg0 har respekt for, og som han forventer kommer til at gøre stor modstand.
Vi gør egentlig ikke de store tanker. Vi møder op for at vinde, uanset hvem vi møder. For mig er CEPTER klart top 3 i Ligaen. De spiller rigtig godt sammen og kender hinanden godt, selvom de måske ikke har nogen store stjerner som eksempelvis Sashi, så er de et rigtig godt hold alligevel.
Astralis Talent har fået en hård start. Selvom de også burde være et slutspilshold, har de fået en lidt dårlig start, men jeg synes, det ser fornuftigt ud i deres andre turneringer, så de skal nok komme efter det. Jeg håber og tror på, vi kan gå 2-0 for dagen, men det bliver to meget svære kampe, fortæller vigg0 til Dust2.dk.
Copenhagen Wolves ligger øverst i ligaen, over både CEPTER og Astralis Talent, men derfor ser vigg0 ikke holdet som det stærkeste hold i denne sæson.
Det skyldes ikke kvaliteten på spillerne, men i stedet at de ikke ligger lige så meget tid i spillet som mange af de andre hold, da de kun spiller på deltid.
Vi ser os ikke som det stærkeste hold. Vi spiller jo på deltid, og det gør, at vi mangler tid og struktur på alle maps, så det er svært, når vores største konkurrenter er fuldtid. Derfor vil jeg også mene, at hold som CEPTER og Sashi er de stærkeste i POWER Ligaen.
Vi ser os selv deltage i slutspillet, og så må vi se, hvad der sker.
"Det er meget anderledes"
Copenhagen Wolves er som det eneste hold i POWER Ligaen ikke udelukkende dansk.
Da holdet blev samlet var det nemlig med svenske Svedjehed og polske szejn på holdkortet, og det betyder også, at holdet kommunikerer på engelsk.
Den ændring har også haft en stor betydning for spillerne, og vigg0 ser det også som holdets absolut største svaghed.
Det er meget anderledes for mig som IGL. Hvis jeg nu skal kalde noget, og mit engelsk lige hurtigt glipper, så kan det godt føles lidt som om, jeg ikke har styr på det, hvilket gør, at holdet måske ikke tror på planen. Det synes jeg klart er den største svaghed, hvis man fumler lidt i kaotiske situationer.
Ellers har det generelt været helt fint, og vi har gjort sådan, at mange af vores callouts til steder på de forskellige maps er på dansk. Så har de (Svedjehed og szejn red.) ligesom skullet lære de ord, så vi kun er to personer, der skal lærer nye calls og ikke tre. Det har faktisk fungeret rigtig godt.
Copenhagen Wolves møder tirsdag CEPTER og Astralis Talent i POWER Ligaen.
Begge kampe kan følges på Dust2s Twitch-kanal.
Sådan ser Copenhagen Wolves' program ud tirsdag:
-
CEPTER BITSKINS vs.
Copenhagen Wolves (Klokken 19) -
Astralis Talent vs.
Copenhagen Wolves (Klokken 21)
























