
NAVI sender gla1ve på juleferie
NAVI er klar til kvartfinalen, mens gla1ve og ENCE er ude af BLAST Premier World Final, der i disse dage løber af stablen i Abu Dhabi.
Det er facit, efter morgenens første elimineringskamp er afgjort.
Her stod ENCE efter de onsdag tabte til Cloud9, mens NAVI måtte se sig slået af Vitality i deres åbningskamp.
Og akkurat som i onsdagens opgør mod Cloud9, så var det et tandløst ENCE, der mødte op på serveren. Sølle fire runder blev til på første map, Anubis, som NAVI vandt 13-4, og billedet var i første omgang det samme på Ancient.
Her skulle vi helt frem til niende runde, før ENCE kom på tavlen, og blot to runder var alt, hvad gla1ves mandskab kunne skrabe sammen på T-siden.
Ovre på CT-siden var ENCE dog langt mere komfortable. Anført af maden og NertZ kunne ENCE holde NAVI fra fadet, og det lykkedes ENCE at vinde Ancient 13-11.
Afgørelsen skulle derfor findes på Nuke, og fortsatte det jævnbyrdige opgør. Modsat de to andre maps havde gla1ve fundet taktikbogen til T-siden frem, og det gav ENCE en 8-4-føring inden sidebyttet.
Men da NAVI kom over på T-siden trak de fra, og ENCE kunne ikke stille noget op mod Aleksibs tropper. Dermed tog de sejren 13-11 og vandt således 2-1.
Sejren sender NAVI i kvartfinalen, hvor enten G2 eller FaZe venter. ENCE er ude af turneringen.









































