larsen varsler udskiftninger hos Exzentriq.

Udskiftninger i vente for Exzentriq på trods af overlevelse

Overlevelse betyder ikke, at Exzentriq holder på holdkortet.

Exzentriq skifter formentligt ud inden næste sæson.

Det afslører holdets IGL, larsen, over for Dust2.dk efter holdet onsdag aften sikrede overlevelse og endnu en sæson i POWER Ligaen.

Siden udskiftningerne har vi indstillet spilleriet totalt - holzt har eksempelvis fem timer de sidste to uger og sidder kun og snakker om at købe Call Of Duty. Heldigvis har vi fået hjælp af to spillere, som er så gode, at vi har kunnet snakke os ud af runderne og spille super frit, men stadig med godt initiativ.

Desværre er planen ikke at holde på holdkortet, vi har spillet med nu her.

Exzentriq overlevede ellers efter en 2-1-sejr over XI Nordcom i relegation og viste generelt lovende takter i sidste halvdel af POWER Ligaens grundspil.

Dét, at holdet får endnu en sæson i Danmarks bedste CS2-række betyder da også en hel del for holdet, selvom de måske ikke bliver sammen i den næste sæson.

Personligt havde det kostet meget på egoet at rykke ned, da der stadig er stor forskel på POWER Ligaen og 1. division. Indtil der kommer flere og flere hold med i ligasystemet, vil springet være stort niveaumæssigt, fortæller larsen.

For organisationen har vi heldigvis undgået noget, vi helst vil være fri for, men det var en situation, vi selv havde sat os i - både som ledelse og som spillere. Vi havde en fælles plan og nogle forhåbninger til sæsonen, men den plan gik ret hurtigt i vasken, og det tvang os jo til at tage nogle valg om at skifte spillere ret hurtigt.

Har du noget, du gerne vil sige her på falderebet af jeres sæson?

Slutteligt vil jeg gerne sige tak til dem, som følger med, når vi spiller kampe og også stort tak til vores egne elever ude på Exzentriq og de folk omkring Exzentriq, som altid giver den fuld gas i chatten, når vi spiller. Der har ikke været meget at juble over i den første halvdel af sæsonen, men de var tilbage ved tasterne, da skuden vendte.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.