
FalleN åbner hotelbåd med sportsfiskeri
FalleN går ind i oplevelses- og hotelbranchen.
Den brasilianske Counter-Strike-legende åbner nu en hotelbåd sammen med vennen Cleber "Ferrer" Ferreira, der er Imperials manager. Det skriver Dust2.br.
Hotelbåden centrerer sig om sportsfiskeri i byen Barcelos, der ligger i staten Amazonas i Brasilien. Ideen kommer fra FalleN og Ferrers egne oplevelser med fiskeri.
Jeg begyndte at tage Gabriel (FalleN, red.) med ud at fiske i Amazonen i 2018, og han blev forelsket i fiskeri. Det var utroligt. Han kan ikke bare lide det, han er også virkelig god til det. Det er fantastisk, hvordan vi i fiskeriets verden ser et stort antal folk, der er passineret omkring computerspil. Det er to hobbyer, der virker komplet adskilte, men det fælles publikum mellem fiskeri og spil er utrolig stort, fortæller Ferrer til Dust2.br.
Båden har seks suiter med to seng og kan altså huse op til 12 gæster.
Standartpakken ombord på hotelbåden varer seks dage og koster godt 14.000 kroner per person. Det inkluderer fri mad og drikke alle dage, grillaften på stranden og en lokal guide, der kan hjælpe med fiskeriet.
Inviterer Gaules ombord
Selvom hotelbåden nu officielt er indviet, har FalleN endnu ikke været på nogen fisketure på grund af den travle turneringskalender samt udgivelsen af Counter-Strike 2. Ferrer fortæller dog, at FURIA-spilleren snart skal med på tur.
I interviewet med dust2.br inviterer Ferrer desuden blandt andre den brasilianske streamer Gaules til at komme med på fisketur og påpeger, at der er internet ombord, så det kan live streames.
Du finder hele interviewet med Ferrer på Dust2.br her.
Drømmer du om seks dage på FalleNs sportsfiskeri-hotelbåd, så kan du købe en tur gennem deres hjemmeside her.













