Der ligger en gave og venter på dig i CS2

Har du spillet CS:GO, kan du se frem til at modtage to gaver i det nye CS2.

Det nye CS2 blev langt om længe frigivet onsdag aften, og spillere verden over kan nu kaste sig over alt det nye i det opdaterede Counter-Strike.

Samtidig betyder CS2's komme også farvel til CS:GO, der nu ikke længere kan tilgås på Valves servere. Spiludvikleren har dog lagt en lille gave ud til de spillere, der følger med over i det nye spil fra CS:GO.

Åbner du det nye CS2 i dag og går ind i dit inventory, vil du nemlig kunne se to nye genstande. Det ene er et music kit med musikken fra det gamle CS:GO, mens der ligeledes ligger en ny coin, ligesom man får fra eksempelvis Pick'Ems.

Den nye coin kan fremvises på ens profil, og det er en markering af CS:GO med årstallene 2012-2023 samt teksten Counter-Strike Global Offensive påskrevet. På den ene side er der det klassiske CT-symbol, mens T-symbolet figurerer på den anden.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.