Sådan sluttede første spilledag

POWER Ligaen vendte mandag tilbage, og nu er første spilledag overstået.

Det blev aldrig utrolig tæt på første spilledag af den nye sæson af POWER Ligaen.

Her var der kun tre opgør på programmet, og alle blev afgjort, inden begge hold kunne nå at sikre sig et tocifret antal runder.

Aftenen startede ud med et opgør mellem sidste sæsons finalister fra Atlantic og MASONIC Academy i det, der inden kampen lignede et brag mellem et kommende tophold og et kommende bundhold.

Det startede alligevel lidt spændende ud, da MASONIC lagde sig tæt op ad Atlantic til at starte med. Som opgøret skred frem viste særligt Vster dog, at der var klasseforskel mellem de garvede Atlantic-spillere og akademiholdet. Det blev derfor ikke til sæsonens første overraskelse, da opgøret sluttede 16-9 i favoritternes favør.

Slutspilskandidater i sekspointskamp

Selvom at sæsonen lige er startet, så var der lagt op til en sekspointskamp allerede fra første spilledag, da Exzentriq og CEPTER, der begge ventes at skulle kæmpe med om slutspilspladserne, mødtes.

I duellen var særligt Sukker afgørende, da han viste, hvorfor Exzentriq har valgt at samle netop ham op. Det blot 15-årige stortalent stod nemlig for hele 23 kills og var særligt i starten af kampen vigtig, da han spillede en stor rolle i at sende Exzentriq på sejrskurs på CT-siden.

Efter at være kommet bagud 3-4 var der ingen slinger i valsen for larsens tropper, som blot gav fem runder yderligere væk, mens de selv sikrede sig de 13 nødvendige for ligeledes at vinde 16-9.

Klasseforskel

I aftenens tredje og sidste kamp var der vaskeægte klasseforskel, da Astralis Talent mødte XI.

På CT-siden af Overpass hentede forhåndsfavoritterne fra Astralis hele 14 runder hjem, hvorfor sejren nærmest var garanteret allerede inden anden halvleg.

XI formåede at pynte lidt på resultatet efter en vunden pistolrunde, men tæt blev det aldrig, da MistR skød sit mandskab til en meget komfortabel 16-5-sejr.

Sådan ser stillingen ud efter første spillerunde:

Mandag den 18. september fortsætter POWER Ligaen, når der er en del flere kampe på programmet.

I skrivende stund er der planlagt ni opgør, når de to sidste hold, IMA PROBLEM og Sashi, også skal i ilden.

#1(Med 3 svar)
11. september 2023 kl. 23:26
mad0
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Guld Sæsonkort Sæson 18
MASONIC Academy overraskede mig positivt - Det kunne godt være, de kan hive point mod IMA PROBLEM eller XI, hvis de lige rammer dagen
#2(Med 2 svar)
12. september 2023 kl. 07:48
Lunar
det tænkte jeg også, de ligner ikke den bundprop de var spået til at være. De ser sandsynligvis også stærkere ud end prosapia gjorde deres første sæson, hvor de rykkede ned.
#3(Med 1 svar)
12. september 2023 kl. 08:35
Equip
Prosapia rykkede ikke ned første sæson.
#4(Med 0 svar)
12. september 2023 kl. 09:15
Lunar
Vil gerne indrømme at jeg byttede om på prosapia og flames ascent, det er My bad. Intet ondt om jeres projekt
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.