fnx (nr. 2 fra højre) var blandt andet på scenen ved IEM-majoren i Rio sidste år. Her spillede han showmatch med TACO, FalleN, coldzera og fer.

Majorvinder blev tilbudt millioner for at slås mod pashaBiceps

Den brasilianske majorvinder afslog invitationen om en tur i ringen med den polske legende.

Det er under et år siden, at fnx stod på scenen ved IEM-majoren i Rio, hvor han og en række andre brasilianske legender spillede showmatch mod et hold af svenske stjerner.

Men fnx kunne meget vel have stået på en scene siden da - dog i nogle markant anderledes rammer.

Tidligere på ugen lagde han nemlig vejen forbi LUCAS1's stream, og her fortalte fnx, at han var blevet tilbudt 300.000 euro, svarende til over 2,2 millioner kroner, for at gå i ringen med pashaBiceps.

Det var Dust2.dks brasilianske søstersite, Dust2 Brazil, der første gang har skrevet om tilbuddet til fnx.

På streamen med LUCAS1 begrunder fnx sin afvisning med, at han stadig var aktiv på det tidspunkt, men han afviser ikke at kæmpe i fremtiden.

Jeg kunne ikke, fordi jeg stadig spillede. Næste år til nytårsaften skal jeg tilbringe inde i ringen, lød det ifølge Dust2 Brazil.

Det er nogle år siden, pashaBiceps lagde musen på hylden, og i 2022 trådte han så for første gang i ringen, da han kæmpede mod den polske bodybuilder Owca WK. Her vandt major-MVP'en fra ESL One i Katowice i 2014.

I år var han så igen i ringen, men her kunne han ikke gentage succesen. Her tabte han til sin landsmand Marcin Dubiel.

pashaBiceps og fnx har stået overfor hinanden syv gange på serveren. Her har polakken med Virtus.pro vundet fire af kampene, mens fnx i henholdsvis Luminosity og SK-trøjen har vundet i alt tre opgør.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.