
2,7 millioner på højkant i aften
Søndagen byder på finalen i Gamers8, der løber af stablen i Riyadh, Saudi Arabien.
Efter gårsdagens semifinaler står det klart, at det er ENCE og Vitality, der skal på serveren og kæmpe om førstepræmien på intet mindre end 2,7 millioner kroner.
Taberen af dagens finale vender heller ikke tomhændet hjem, da andenpladsen tildeles 1,2 millioner.
Vitalitys chance for revanche
Vitality slog G2 ud i semifinalen og forhindrede dermed en omkamp af finalen fra IEM Cologne tidligere på måneden, hvor ENCE tabte til G2.
I stedet kan de selv få revanche, da Magisk og co. måtte forlade IEM Cologne efter et nederlag til netop ENCE.
Det er altså bare to uger siden, at de to mandskaber sidst stod overfor hinanden i slutspillet ved en stor turnering, og nu skal Vitality gøre sit for et andet resultat denne gang.
Det blev utrolig tæt i Cologne, og vi må forvente et mindst lige så spændende opgør i aften.
Både ENCE og Vitality har set utrolig skarpe ud i det brutale single-elimination-format ved Gamers8, hvor ENCE har slået samtlige modstandere med 2-0, mens Vitality sendte MIBR og NaVi ud uden problemer, inden de nedlagde G2 i en neglebider.
Eksperternes favorit
Så, hvem er egentlig favoritten i aftens finaleopgør? Eksperterne peger på ENCE.
På X skriver Kassad, der er ekspert ved Gamers8, at han tror mest på ENCE i finalen, og det skyldes blandt andet deres danske ingame leader Snappi. Han peger dog også på, at det bliver en underholdende kamp.
Vitality er stærke, men jeg tror, ENCE kan tage den.
Map poolen er meget balanceret, burde blive meget underholdende.
ENCE er helt sikkert et af mine yndlingshold lige nu, solidt hold, god træner og den bedste ingame leader i dag, skriver Kassad før finalen.
Statistikkerne er også på ENCE' side. Eksperten Maniac fremhæver, hvad han mener er ENCE' stærkeste 'kort' og kommer også frem til konklusionen, at ENCE må være favoritten.
ENCE' kort:
NertZ (#1 ved Gamers8, 1.36 rating)
dycha (#4, 1.26 rating)
SunPayus (#9, 1.20 rating)
Højeste round win % (64%)
Højeste 5v4 konvertering (83%)
Højeste 4v5 konvertering (39%)
IEM Cologne finalist
IEM Dallas vinder
Dybere map pool
Holdkortet har været sammen længere (6 måneder)
Favoritter.
Det er fjerde gang i træk, at ENCE står i en finale, efter de løftede trofæet i Dallas og blev nummer to ved ESL Challenger Katowice og IEM Cologne.
På den anden side kæmper Vitality om deres første turneringssejr siden majoren i Paris.
Hvem løfter trofæet i Riyadh?





























