
Eventyret slutter her: br0 er ude
Der har været fart på for br0 på det seneste.
For under en måned siden forlod br0 Astralis Talent, da han var blevet solgt til Monte, der i skrivende stund ligger på 11.-pladsen på HLTVs rangliste over verdens bedste hold.
Derfor kan man roligt sige, at han nu skulle spille på et højere niveau, men til trods for det store skridt opad har han leveret fra dag ét. På serveren har man i hvert fald ikke kunne se, at han har været ny mand på holdet.
Monte har ved IEM Cologne 2023 slået Imperial, FURIA og GamerLegion, men her til aften var det ikke br0s mandskab, der trak det længste strå.
Cloud9, der ved turneringen spiller med buster som stand-in for Ax1Le, bookede en plads i lowerbracket-finalen i gruppe A med aftenens sejr.
Det blev til en kneben sejr på 16-14 til Cloud9 på kampens første map, Anubis. Modsat første map var der ingen slinger i valsen, da de to hold krydsede klinger på Ancient, hvor Cloud9 vandt med 16-11.
Cloud9 skal i lowerbracket-finalen møde vinderen af fnatic - GamerLegion, der i skrivende stund er i fuld gang.




























