ruggah er træner for OG.

Om den danske scene: "Folk hvilede lidt for meget på laurbærrene"

ruggah har ikke været på et dansktalende hold siden 2019, og OG-træneren indrømmer også, at han savner at snakke dansk.

Dust2.dk i Köln

ruggah og resten af OG-holdet kunne ånde lettet op, da mandskabet sent fredag aften sikrede sig en plads i hovedturneringen til IEM Cologne.

Det stod klart, efter OG meget sikkert slog Apeks med 2-0.

Efter kampen fangede Dust2.dk en glad ruggah, der var lykkelig over at se, at alt det hårde arbejde endelig betalte sig.

Jeg havde også lidt sommerfugle i maven før kampen i dag, fordi det er en god modstander at måle os med. Måske skal de også lige vende sig til en ny hverdag efter at have mistet jL (til NAVI, red.), men jeg synes, det er et af de hold, vi skal måle os med her i starten, i hvert fald indtil vi bliver spillet bedre sammen, udtaler ruggah til Dust2.dk og uddyber:

Så det var dejligt at se, at alt det hårde arbejde, vi har lavet de sidste tre uger, begynder at betale sig lidt. Man kan også se, at efter vi endelig fik vendt skuden med at få den første sejr, og det kastede også ekstra selvtillid af sig i dag.

Det nye OG-mandskab har dog haft en forholdsvis hård opstart, da det blev til en skidt præstation til BLAST Fall Groups, ligesom holdet også led nederlag i åbningskampen i Köln.

Siden da ligner det, at OG mere og mere begynder at finde opskriften på succes, og det handler blandt andet ifølge ruggah om, at holdet har skulle finde et fælles kompromis.

Det er jo det her med, at vi kommer fra mange forskellige spillestile. Vi skal lige alle sammen finde et fælles kompromis, og det har taget nogle hårde pracc-dage, hvor vi har fået røvfuld fra start til slut, at snakke en masse ting igennem og indføre nogle nye systemer, som alle sammen kender fra A til Z, fortæller ruggah og tilføjer:

Det er også det, vi skal huske os trænere, at de samme protokoller, man nødvendigvis kørte før, er ikke dem, man stadigvæk kan køre videre med. Så det har taget noget tid lige at få rettet til, og jeg synes egentlig, at spillerne fortjener det, fordi de har fandme arbejdet hårdt her de sidste par uger.

"Folk hvilede lidt for meget på laurbærrene"

Den tidligere North- og OpTic-træner har ikke været en del af den danske scene, siden han forlod den tilbage i 2019 efter projektet i OpTic.

Selvom der er nogle aspekter, som han savner fra Danmark, fortæller OG-træneren dog, at mange danske spillere hvilede på laurbærrene dengang, han forlod den danske scene.

Jeg synes, i hvert fald, da jeg faldt ud af den danske scene, var det lidt noget andet end i dag. Det var de etablerede navne, der måske ikke investerede så meget tid og ressourcer i det som dem, der er førende lige nu. Man kan bare se, at Heroic har sat en ny standard for, hvordan man spiller CS.

Det synes jeg, man godt kan se, at det er kommet med hårdt arbejde, hvorimod det danske CS, jeg forlod, der hvilede folk lidt for meget på laurbærrene. Så da jeg kom til OG, var det forfriskende at se, at folk fra forskellige kulturer, der nogle gange vil de der 10 procent ekstra. Så på den måde er det fedt at have spillere, der er så glade for at bide i det sure æble nogle gange, og så tage de lange nattetimer til at blive bedre.

ruggah lægger dog ikke skjul på, at han savner at snakke dansk.

Det får han dog stadig gjort med et par gode venner i form af device, karrigan og k0nfig, når de deltager i de samme turneringer.

På den anden side, så savner jeg også nogle gange at snakke dansk. Jeg kender jo mange af de spillere rundt omkring, men det gode er jo, at jeg snakker stadigvæk med dem uden for turneringerne. Det er altid dejligt at snakke med device, for ham går jeg også lang tid tilbage med, så det er altid dejligt. Ham, Finn (karrigan, red.) og k0nfig - det tror jeg, er de tre, jeg snakker mest med, slutter ruggah.

Dette er den første af tre dele af Dust2.dk's interview med ruggah. Bliv hængende inde på siden for at læse den anden del med OG-træneren.

#1(Med 0 svar)
29. juli 2023 kl. 00:29
Hunt
"kom til OG, der var det forfriskende at se, at folk fra forskellige kulturer, der nogle gange vil de der 10 procent ekstra"

Havde det ikke været for deres partner spot hos Blast var OG for længst langt ude af top 30 og tier 1/2.. der er ikke meget "10 procent ekstra over OG" i de par år de har været med i csgo
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.