
Astralis og Vitality er i samme gruppe
ESL Pro League-grupperne blev offentliggjort fredag, og her er der lagt op til spændende kampe som altid.
Værd at bemærke er dog, at fire mandskaber mangler at blive fundet. Disse fire skal findes gennem kvalifikationer, men syv ud af otte hold i hver gruppe er bestemt.
I gruppe A har vi to danskerspækkede mandskaber, som kan risikere at møde hinanden allerede i runde to af gruppe A.
Det er Astralis og Vitality, som begge har skiftet ud i sommerpausen, og med lang tid til første kamp den 30. august bør de da også have masser af tid til at spille sig varme med deres nye mandskaber.
Også GamerLegion med acoR på holdet og NIP med k0nfig er havnet i gruppe A.
Også gruppe B er spændende set med danske briller, da landets bedste hold i form af Heroic er at finde her. Det samme er Snappis ENCE, mens også refrezh og Evil Geniuses er med her.
Sidstenævnte dansker er der dog ikke nogen sikkerhed for at se, da rygterne i øjeblikket går på, at han lider samme skæbne som coachen Vorborg og er fortid på holdet.
FaZe, Apeks og fnatic er alle havnet i gruppe C, som også har NAVI på holdlisten.
Sidstnævnte er også et varmt emne på rygtebørsen i øjeblikket, da alt tyder på, at de siger farvel til størstedelen af holdkortet for i stedet at kigge mod et engelsktalende hold.
Her skulle jL, Aleksib og iM være højt på ønskelisten.
Den sidste gruppe består også af spændende mandskaber. Her finder vi nemlig G2 og Virtus.pro, der ikke har skiftet ud i spillerpausen, men det samme kan ikke siges om de resterende tophold.
Her er både Liquid, Cloud9 og Complexity at finde, og her er der allerede bekræftet ændringer hos to af dem, mens Cloud9 angiveligt også pønser på at gå transferamok.
Hos Liquid er EliGE røget på porten, men ham har Complexity samlet op i stedet. Liquid er derimod gået væk fra rødderne og er ikke længere hovedsageligt nordamerikansk, da man har hentet rainmaker og Patsi.
Grupperne ser således ud indtil videre:
Gruppe A:
Vitality
GamerLegion
FURIA
Astralis
NIP
Movistar Riders
Grayhound
Gruppe B:
Heroic
ENCE
MOUZ
Monte
BIG
MIBR
EG
Gruppe C:
FaZe
NAVI
Apeks
fnatic
Imperial
Rare Atom
ATK
Gruppe D:
G2
Cloud9
Liquid
Virtus.pro
Complexity
9INE
Lynn Vision
ESL Pro League sæson 18 løber fra den 30. august og til den 1. oktober.
32 hold er med i turneringen fordelt på fire grupper, hvoraf 16 mandskaber går videre til slutspillet. Præmiepuljen lyder på næsten seks millioner kroner.




























