
Tauson: "Jeg glæder mig bare til at se ham blive MVP"
Lørdag sættes jagten ind på vinderen af den 23. sæson af POWER Ligaen, når slutspillet skydes i gang i Red Bull Gaming Sphere i hjertet af Aarhus.
Her begynder dagen med semifinalen mellem Atlantic og Sashi, mens MASONIC og de forsvarende mestre fra Astralis Talent brager sammen i den anden semifinale.
Dermed venter en gentagelse af sidste sæsons semifinale i form af kampen mellem MASONIC og Astralis Talent, og i MASONIC-lejren fylder det stadig, at man i maj solgte Anlelele til Espionage.
Det forklarer Tauson, der dog forsikrer, at MASONIC-femmeren er kampklar til lørdag.
Jeg har som sådan ingen forventninger til den her kamp og slutspillet generelt. MASONIC har lige solgt Anlelele, og det har ændret på nogle ting. Med det sagt får vi stadig alle 5 spillet en masse og gjort os varme og kampklar til lørdag.
I Anleleles sted er en gammel kending i form af notaN trådt til, og netop ham har Tauson fidus til i slutspillet. De to har vundet POWER Ligaen sammen både i MASONIC og med OPAA i 2021, og Tauson kan sagtens se holdkammeraten overraske i slutspillet.
Jeg tror, notaN kommer til at overraske de fleste her til slutspillet. Jeg føler, han har spillet virkelig godt for os, efter han er kommet tilbage, så jeg glæder mig bare til se ham blive MVP.
"Det kunne være fedt med lidt hævn på LAN"
I semifinalen venter grundspilsvinderne fra Astralis Talent, og det er ifølge Tauson også dem, der er favoritter til at gå hele vejen og forsvare titlen.
Helt klart Astralis Talent. Her på det seneste har de lavet nogle virkelig flotte resultater imod mange gode hold, så jeg vil nok pege på dem som favoritter til slutspillet.
Skulle MASONIC lykkes med at tage fusen på Astralis Talent og spille sig i finalen, vil de i så fald ramme ind i enten Sashi eller Atlantic.
Mens det i grundspillet blev til en enkelt sejr over Sashi, så har MASONIC stadig til gode at slå JBOEN og co., og Tauson ser frem til at få lidt hævn.
Jeg er lidt ligeglad med, hvem vi møder i finalen, begge hold kunne være nice at slå, specielt Atlantic, da vi har tabt en del til dem her online, så det kunne være fedt med lidt hævn på LAN.
Det er femte gang, Tauson skal spille med i slutspillet i POWER Ligaen, hvor han to gange er gået hele vejen med henholdsvis OPAA og MASONIC. Og at han endnu engang er med, hvor det er rigtig sjovt, glæder forståeligt nok den 17-årige spiller.
Det bliver selvfølgelig sjovt at spille med om trofæet igen igen. Det er måske den sidste i CSGO, så det kunne også være lækkert at vinde den. Men det er altid fedt at spille med i slutspillet. Det har kun været en god oplevelse, de gange jeg har spillet med.
MASONIC og Astralis Talent brager sammen klokken 14:00 lørdag eftermiddag i Red Bull Gaming Sphere i Aarhus. Der er gratis entré, og dørene åbner klokken 10:00.