MSL ser frem til slutspillet.

Astralis Talent og Sashi er favoritter ifølge MSL

MSL regner med en plads i finalen efter deres semifinale mod Atlantic.

Sashi Esport er i slutspillet i deres første sæson med MSL som kaptajn, og alt andet havde også været en stor skuffelse, fortæller den danske veteran forud for semifinalen mod Atlantic.

Jeg havde været ekstremt skuffet, hvis ikke vi kæmpede med om trofæet. Jeg glæder mig til at spille på LAN igen og håber, vi løfter trofæet på lørdag. Med det sagt, så er det niveau, vi er på nu, et stykke fra det, jeg gerne vil have, så der er meget arbejde foran os, før det bliver rigtig sjovt.

I står overfor Atlantic i den første semifinale. Hvad er dine forventninger til kampen?

Mine forventninger er selvfølgelig, at vi vinder. Vi har spillet to tætte kampe mod dem i ligaen, vundet en og tabt en, men jeg må også være ærlig og sige, at når jeg analyserer dem, så er vi en del stærkere end dem - især taktisk og på teamplay. Det håber jeg, vi viser i semifinalen.

Sashi Esport og Atlantic spiller semifinale d. 17 juni kl. 10:00

MSL er heller ikke bleg for at udnævne sit hold som en af favoritterne til at vinde det hele sammen med Astralis Talent, og den erfarne IGL håber på, at det bliver netop talenterne, som Sashi møder i en eventuel finale.

Hvilken spiller tror du bliver jeres nøgle til triumf i slutspillet?

Alle spillere er vigtige i hver deres rolle. En kan sagtens have gode stats, men samtidig koste mange runder, så det vigtigste er bare, at vi alle sammen udfylder vores rolle og gør de rigtige ting, kommunikerer godt og tør tage intiativ i de rigtige momenter.

Vi vil desværre ikke få den gamle klassikker med MSL og aizy mod Xyp9x i en potentiel finale, da Xyp9x ikke stiller med talenterne i slutspillet.

#1(Med 0 svar)
16. juni 2023 kl. 17:48
PeterBech
Sølv Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 17
Jeg er 50% enig ;-)
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.