Apeks har fået en fænomenal start på majoren.

"Jeg tror ikke, at der er nogen, der undervurderer os nu"

Apeks har fået en fantastisk start på majoren.

En sejr over Liquid og den blot tredje 16-0 til en major norgensinde.

Det har været mithR og Apeks' start til majoren i Paris, hvor de ellers ikke kom ind som et hold, mange havde forventet ville være 2-0.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der undervurderer os nu.

Hvis de gør, kommer de til at føle det samme, som Grayhound og Liquid har fået lov til at føle i dag, fortalte mithR, da Dust2.dk fangede ham efter 16-0-sejren.

Majoren i Paris, som er den sidste CS:GO-major nogensinde, er samtidig Apeks' første.

Den danske coach lægger da heller ikke skjul på, hvor vigtigt det derfor vil være at gå videre til Legends Stage, hvor hold som NAVI og Heroic venter.

Det vil betyde enormt meget, både for spillerne, for klubben og for menneskene bag og fansene, at den første major, vi kvalificerer os til, at vi så vil gå 3-0.

Vi tænker dog ikke så meget over, om vi skal gå 3-0 eller 3-1, eller hvordan det er, at vi kommer til Legends Stage. Det allervigtigste er bare, at vi kommer derhen, og så må det gerne være 3-2 eller 3-1 eller 3-0, slutter mithR smilende af.

To trænere hos Apeks

mithR var ikke oprindeligt en del af Apeks' førstehold, men han blev hentet ind til at hjælpe inden RMR-turneringen, og den periode blev så forlænget til majoren.

Mange har derfor gisnet om, hvad han præcist laver, når Apeks' normale træner, kuben, har stået bag holdet under kampe, men det løfter mithR sløret for til Dust2.dk.

Jeg arbejder meget side om side med kuben, men der kan selvfølgelig kun være en enkelt træner bag holdet, så derfor falder man automatisk ind i det med en titel som assistenttræner.

Vi arbejder dog side om side, og vi sidder begge to med til træning og diskuterer taktik og gameplans. Det analytiske er dog primært mig, der tager mig af sammen med vores IGL, kyxsan.

Selvom han ikke officielt er førsteholdets træner, så hjælper han særligt meget til til turneringer som majoren, hvor spillerne også skal have tid til at hvile.

Det er klart, at når vi tager turneringer som nu, så er der mere fokus på, at han (kyxsan red.) skal have lov til at hvile mellem banerne, og så er det, at det tunge analytiske arbejde kommer til mig. Men det er meget side om side med kuben, og vi bidrager i lige stor grad.

Alt er dog ikke ligetil i arbejdet som assistenttræner, fortæller mithR.

Når man ikke arbejder med holdet til daglig, så handler det nemlig også om ikke at træde nogen over tæerne, når man kommer med input.

Det er bare klart, at man skal passe på med, hvordan man bidrager og hvor meget man prøver at blande sig i det taktiske, når man lige bliver hevet ind fra sidelinjen. Derfor har det også været vigtigt for mig, at spillerne og holdet, og især sådan en som kuben mærker, at han stadigvæk er den, der har kontrollen, og det er stadig ham, der er cheftræner.

Så jeg prøver, selvom det er svært, at holde mig fra at blande mig for meget, også selvom jeg ikke er enig i alt, vi gør. .Jeg tror måske også, at det er det, der gør os til et godt makkerpar - at vi ikke er enige i alt, hvad der foregår, både indgame og outgame.

Kunne du tænke dig at høre mere fra mithR? Så kan du følge med tirsdag morgen, når vi udgiver anden del af dette interview, hvor danskeren taler om et muligt comeback til tier 1."

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.