
Pimp spår Heroic til at løfte trofæet
Inden længe går det løs i hjertet af Paris, når startskuddet til den allersidste CS:GO-major nogensinde lyder.
Feltet er uhyre tæt, og det er meget svært at vurdere, hvem der er forhåndsfavoritter til at løfte major-trofæet.
Men hvis man spørger Pimp, som kommer til at agere ekspert til majoren, kunne det godt pege mod endnu en dansk major-titel.
Hold øje med disse hold
Igennem hele CS:GOs levetid har der altid været nogle hold, der overgår alles forventninger til majoren. Det var alle vidne til så sent som til sidste major, da Outsiders løb med titlen mod alle forventningerne.
I den forbindelse spår den tidligere Liquid- og SK-spiller, at hold som FORZE og Monte kommer til at fortsætte fra, hvor de slap til RMR-turneringerne - nemlig med at blive ved med at overraske og gøre ravage mod nogle af topholdene.
Der er uden tvivl nogle forhåndsfavoritter, når man kigger på listen af hold i Challengers Stage. G2, FaZe, MOUZ, og Liquid er blandt de hold, man føler er selvskrevet til videreavancement. Derfra synes jeg, det er meget åben, og der er en del hold med store spørgsmålstegn omkring sig, udtaler Pimp til Dust2.dk og fortsætter:
Skulle jeg pege på to hold, jeg tror, der kommer til at overraske en smule, vil det nok være FORZE og Monte. Begge havde en stærk kvalifikation, og rygterne går på, at begge mandskaber er ret så skarpe i “pracc”. Jeg tror også, paiN kommer til at gøre mere skade end folk umiddelbart forventer, og så må man heller ikke undervurdere Fluxo. Mange har dem som 0-3’ere, og den tror jeg ikke på. Videre går de ikke, men 0-3 er de for gode til i min optik.
Endnu en dansk major-titel?
G2, FaZe, Vitality, NAVI og Heroic.
Ifølge Pimp har feltet til en major aldrig været tættere, hvorfor det også kan være meget svært at spå en eventuel vinder.
Men hvis Pimp skulle pege på et hold, han tror, der går hele vejen, så er det ingen ringere end danske Heroic, da holdet er bundsolidt, har teamplay og synergi på et niveau, ingen af de andre modstandere kan matche.
Det er måske den mest åbne major i CS:GOs historie. Jeg føler, vi altid har været i stand til at nævne ét til to hold, der på papiret har set stærkere ud end resten af feltet. Det er ikke rigtig tilfældet i år. G2, FaZe, Vitality, Heroic, og til dels NAVI, har alle sammen en god case for, hvorfor de kan vinde majoren. Dertil er de evige outsidere i Liquid og FURIA også mandskaber, man skal respektere, dog uden jeg for alvor tror på dem. Skulle jeg pege på et mandskab, jeg tror, der går hele vejen, så er det faktisk danske Heroic, fortæller Pimp til Dust2.dk og uddyber:
De er bundsolide, har teamplay og synergi på et niveau, ingen andre kan matche. De individuelle kræfter skal naturligvis også levere, og uden en stavn og jabbi i topform bliver det ikke en sejr. De har ikke det højeste peak, G2 og FaZe slår de ikke på deres bedste, som vi blandt andet så i Katowice. Med det sagt, så tror jeg hverken G2 eller FaZe er på deres bedste, så en dansk sejr er ikke utænkelig.
Hjemmebaneholdet er et spørgsmålstegn
Ligesom der er hold, der overgår fansenes forventninger, vil der desværre også altid være nogle af favoritholdene, der aldrig møder op på serveren som forventet.
Dette var især et gennemgående tema under IEM Rio Major, hvor mange af forhåndsfavoritterne som FaZe, G2 og Vitality ikke kunne håndtere presset.
Og Pimp sætter især spørgsmålstegn til, hvorvidt det sidstnævnte hold kan levere denne gang, da Vitality-mandskabet har en kedelig tendens med at ikke dukke op på serveren to turneringer i streg.
Jeg tror, Liquid er fugl eller fisk, jeg aner virkelig ikke, hvilken version der møder op. Enten bliver det rigtig spændende, eller så bliver det ulideligt at se på og hurtigt overstået.
Vitality er også et spørgsmålstegn for mig. De vidste i Rio, at de måske er bedre end nogensinde, men det var også på en “billig” baggrund til en turnering, mange hold stod over, og mange nok vil ønske, de havde gjort det efter rejsen til Brasilien. Der er kæmpe potentiale i Vitality, men på intet tidspunkt har de spillet to stærke turneringer i streg. Spørgsmålet er, om majoren i Paris skal være det vendepunkt, kunne man jo håbe på, slutter Pimp.
Kl. 11:30 skydes majoren officielt i gang. Du kan følge alle kampene på HLTV Live.