
Vildt hallzerk-clutch spolerer dansker-comeback
Det var lige ved - og så alligevel så langt fra.
Danske ECSTATIC var natten til fredag i ilden i Australien til ESL Challenger Melbourne, som blev skudt i gang med braget mellem danskerholdet og Complexity.
Og det begyndte forfærdeligt for kraghen og co..
På Nuke kunne ECSTATIC gå til pause bagud med 12-3 efter 15 runder, hvor særligt hallzerk havde drevet gæk med danskerne.
Efter sidebyttet begyndte comebacket dog for ECSTATIC, som anført af kraghen og Queenix skød sig tilbage i opgøret. Det lykkedes endda for danskerne at bringe balance i regnskabet med stillingen 14-14.
Men så skruede Complexity og hallzerk igen op for blusset, og takket være en 1v3-clutch fra den norske AWP'er i sidste runde, kunne Complexity tage sejren 16-14.
Se hallzerks clutch her:
Dermed er ECSTATIC nu i gruppe A's elimineringskamp, hvor EG Black venter. Den kamp spilles som bo3 og skydes i gang klokken 2:00 natten til lørdag. Complexity møder Grayhound i gruppe A's finale fredag formiddag.