
Semifinaledag i Rio
Cloud9 mod Vitality og Heroic mod NAVI.
Det er de to opgør, vi lørdag kan se frem til, når det er semifinaledag til IEM Rio.
Aftenens første opgør bliver spillet klokken 17, når russiske Cloud9 står over for et Vitality-mandskab, der i den grad har set farlige ud i turneringen.
Efter et overtidsnederlag til OG i åbningskampen har Vitality fundet topformen frem og besejret både FaZe, BIG og MIBR 2-0, mens de også fik revanche over OG og vandt 2-1.
Det skyldes blandt andet de to brandvarme spillere Spinx og ZywOo, der med ratings på henholdsvis 1,37 og 1,32 er i top 3 over de bedste spillere i turneringen indtil videre.
Topformen skal da også holdes i semifinalen, hvis det dansk-franske hold gør sig forhåbninger om at besejre sh1ro og Cloud9.
Aftenens sene kamp står mellem Heroic og NAVI, og her er der virkelig lagt op til en gyser.
De to formstærke mandskaber er kendt for at presse hinanden til det yderste, og det er noget, vi forhåbentligt kan se frem til igen lørdag.
Heroic får sig dog en hård opgave. NAVI møder nemlig op til kampen i utrolig form og har vundet 12 af de seneste 13 opgør.
I Rio har de heller ikke smidt et map, og det skyldes i høj grad en electroNic, som i høj grad er i topform. NAVI-spilleren har præsteret en rating på 1,26. Sidst, han var i så god form, var i oktober 2022 til RMR-turneringen inden Rio-majoren.
Derfor skal stavn, cadiaN og resten af de danske drenge formå at stoppe hele to spillere i topform, da også s1mple har vist et skræmmende niveau i NAVIs tre første kampe.
Begge opgør kan følges på Twitch.




























