
Semifinaletid i ESL Pro League
Denne lørdag findes finalisterne ved den 17. sæson af ESL Pro League.
I alt 32 hold er skåret ned til bare fire og tilbage står Cloud og ENCE, der mødes i dagens første semifinale, samt FaZe og NAVI, der skal i ilden senere på aftenen.
Den én måned lange turnering kulminerer i morgen i en finale mellem dagens vindere.
Cloud9 vandt deres gruppe og gik dermed direkte videre til kvartfinalen, hvor de slog MOUZ ud. ENCE har haft en lidt længere vej, da de startede i slutspillets anden runde. Her sendte de G2 hjem med en sikker 2-0-sejr inden de snuppede semifinalepladsen i en tæt kamp mod Vitality.
Nu venter der dog en svær opgave for Snappis ENCE-mandskab. Cloud9s sh1ro og Ax1Le er blandt turneringens bedste spiller med en rating på henholdsvis 1.36 og 1.34 ved ESL Pro League.
Hvis Snappi og co. skal gøre sig nogen forhåbninger om at nå finalen, kræver det i hvert fald, at israelske NertZ, der havde en svær kamp mod Vitality, finder sit bedste spil frem fra skuffen.
NAVIs Pro League-run startede skidt ud med et nederlag til turneringens helt store overraskelse i form af FORZE. Herfra tog de vejen gennem lowerbracket og spillede sig videre til slutspillets første runde.
s1mple var en skygge af sig selv mod 00NATION men vendte stærkt tilbage, da NAVI slog Outsiders og siden Heroic med 2-0.
FaZe tog hul på slutspillet i anden runde, hvor de uden problemer slog FURIA og derefter sendte FORZE ud for nu at stå i semifinalen.
Semifinalerne kan ses på TV 2 Play eller ESL's Twitch-kanal herunder.































