
Var vågen i 24 timer: Vandt stadig
Hvis du nogensinde har været til natarrangement på en netcafé, så ved du også, at det kan være svært at holde koncentrationen, når man rammer de lyse morgentimer.
Alligevel lykkedes det for Snappi og ENCE at vinde over Spirit ved CCT Central Europe Malta Finals 1 efter at have været vågen i over 24 timer.
Den danske kaptajn startede dagen med at skulle nå et fly til Malta klokken 06 om morgenen.
Herefter stod den først på en Bo1-kamp mod Movistar Riders og derefter et bedst-af-tre-opgør mod Spirit.
Kampstart var sat til klokken 23:15, hvilket i sig selv er i den meget sene ende for Bo3-kampe, men det hjalp heller ikke, at alle kampens tre maps skulle ud i 30 eller flere runder.
Der skulle hele 101 runder til, før Snappi klokken fire om natten kunne skrive GG i chatten og dejse om i sin seng.
ENCE er nu videre til semifinalen i slutspillets upper bracket, hvor de skal møde Eternal Fire.
Lige så stor succes blev det ikke til for Sprout, der med BERRY som midlertidig IGL røg ud på sidstepladsen i turneringen.
Det dansk-rumænske hold modtog et 16-5 nederlag til Spirit i åbningskampen, hvorefter Movistar Riders slog dem 2-0 i maps.