HooXi sender roser til den danske scene.

"Vi er nummer 1 i verden definitivt nu"

Dust2.dk fangede den danske G2-kaptajn efter finalesejren i Katowice.

G2 gjorde det langt om længe og sikrede finalesejren i IEM Katowice, efter de slog Heroic 3-1 i finalen.

Og det var forståeligt nok en glad HooXi, der efter kampen mødte Dust2.dk og satte et ord på præstationen.

Det føles virkelig godt. Ubeskriveligt er jo lidt en cliché at sige.

Der er så mange ting i det jo. Vi bryder forbandelsen med NiKo og huNter-, vi skriver historie med anden længste winstreak i CS-historien, og vi er nummer 1 i verden definitivt nu. Hvordan beskriver man det?

Det er knap to måneder siden, at HooXi og G2 løftede et andet stort trofæ, da de til BLAST Premier World Final i Abu Dhabi gik hele vejen og vandt turneringen. Men denne sejr føles bedre, slår HooXi fast.

Først og fremmest, fordi jeg ikke rigtig kunne tænke på andet end min familie på det tidspunkt, og det gjorde det selvfølgelig lidt bittersweet.

Og så er det her jo også bare et mere prestigefyldt event. Der går så mange ting ind i det. NiKo har tabt tre finaler, og huNter- har tabt to, og m0NESY har tabt en. Det er kun Justin, der kan finde ud af at vinde åbenbart.

Og dig.

Åbenbart også mig. Som jeg siger; nummer 1 i verden og det hele. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte.

"alex, bry og rullefar"

Søndagens finalesejr var samtidig den første IEM Katowice-sejr til G2's store stjerne NiKo, der har stået i finalen tre gange tidligere.

Den første var i 2017, og tager man et kig på HooXis karriere samme år, så var det blandt andet her, han vandt EMASTERS Super Cup #2 med holdet TOXIC, som desuden bestod af BERRY, raalz, alexsomfan og rtA.

Jeg kan ikke engang huske, jeg har været med til at vinde noget med Alex og bry og rullefar, men det føles vanvittigt.

Nu føler jeg mig helt som en, der spiller med sådan en gammel mand, selvom jeg er ældre end ham (NiKo, red.). Det er faktisk lidt mærkeligt. Surrealistisk.

Godt for dansk CS

Sejren kom i hus efter fire maps, hvor G2 særligt på de to første samt det sidste var uhyggeligt skarpe.

Og ifølge HooXi er der et par oplagte forklaringer på, at det var G2, der endte med pokalen.

Vi har vanvittig firepower. Vi misser nærmest ikke et skud, føler jeg, når jeg speccer de andre.Men det er ikke kun det. Vi er gode til at lave små planer, vi er gode til at sætte hinanden op, gode til at sætte os selv op også. Ift. commitment, når nogen hopper gennem en smoke hopper andre med.

Vi er gode til at resette, når vi har tabt en dum runde. Vi går ikke efter at have tabt inferno og streaken er ovre. Vi klør bare på, og det føles som et rigtigt hold, hvilket jeg havde min tvivl om, hvorvidt det ville kunne lade sig gøre med et internationalt lineup, men det har de da modbevist.

Ved IEM Katowice 2022, hvor FaZe gik hele vejen og slog G2 i finalen, blev turneringen startskud til et halvår, som bød på massiv FaZe-dominans. Men den danske IGL tør ikke spå om, hvorvidt det samme kommer til at ske nu.

Det tør jeg ikke spå om. Lige nu har jeg fokus på, at jeg skal ud og have en øl og noget frisk luft, og så skal jeg med en flyver klokken 3 i nat.

Og så skal jeg til Berlin om to dage for at bootcampe til kvalifikation om RMR, hvilket jo er mærkeligt, når man er det bedste hold i verden, men jeg har det faktisk med, at det er sådan, for så er det lige for alle.

Jeg tør ikke spå om fremtiden. Det er så kedeligt et svar, det kan blive, men vi er nødt til at tage en turnering ad gangen.

Har du en besked til dem derhjemme?

Jamen, mange tak for supporten. Jeg får ret mange søde beskeder både fra danskere og folk fra højre og venstre.

I det hele taget super glad for dansk CS, at vi har et hold som Heroic. Jeg føler, at vi og Heroic er et step over de andre lige pt., og man kan jo nærmest ikke huske, hvornår CS ikke havde danskere i toppen. Så tak til den danske scene og tak for støtten.

Foruden pokalen kan HooXi og G2 også tage godt 2,79 millioner kroner med hjem.

#1(Med 0 svar)
12. februar 2023 kl. 22:39
Sander
DPL Admin
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Igen: Kæmpe tillykke!
#2(Med 0 svar)
12. februar 2023 kl. 23:33
JakobHelms
Tænk sig, at man kunne have fået verdens bedste IGL, Heroics nye stjerneskud og tre andre habile spillere for kun 160.000 euro, som Vorborg skrev forleden på Twitter.

Kæmpe skud ud til både HooXi og resten af G2S for en vanvittig performance, og rigtig godt spillet af Heroic i dag, som da om noget viste af de er det eneste, der her til turneringen kunne bide skeer med en klar nummer 1.

Men for fanden, hvor tænker jeg altså også at det er en skam, at det gamle Flames-lineup ikke blev købt, og jeg håber sgu at Vorborg er stolt på en dag som i dag, og stort cadeau til ham, Steffen Thomsen og resten af Flames for det, de har leveret dansk CS.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.