Sejren sikrer Outsiders flere invitationer

Det russiske hold er klar til både BLAST og IEM Katowice.

Søndag aften vandt Outsiders IEM Rio Major, og foruden æren samt pengepræmien på 3,4 millioner kroner kan russerne også glæde sig over invitationer til to andre store turneringer.

Den første af de to er BLAST Premier World Final 2022, der spilles fra den 14. til 18. december.

Her skal sammenlagt otte hold dyste om 7,2 millioner kroner i Abu Dhabi, og foruden Outsiders er Vitality, FaZe og NAVI indtil videre sikret en af de otte pladser.

I februar er Outsiders så igen sikret en plads ved et stort event, når IEM Katowice 2023 løber af stablen.

Her skal 16 hold i kamp om 7,2 millioner kroner, og også her kan Outsiders se frem til at affyre virtuelle skud mod Vitality og FaZe, som var de eneste to hold sikret en plads, inden Outsiders vandt major-finalen.

#1(Med 0 svar)
14. november 2022 kl. 11:30
JakobHelms
Man skal nu også opsætte nogle vanvittige scenarier for, at Heroic ikke inviteres med til BLAST World Finals i år - det er kun muligt, hvis NIP eller Fluxo vinder eventet, Liquid skal have en andenplads (men må ikke vinde, det skal være præcis en andenplads), og G2 og OG skal klare sig bedre end Heroic. Det kommer næppe til at ske :-).
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.