
Danskersucces i Sydeuropa
Både Tricked og Copenhagen Flames havde trådt i arbejdstøjet i dag.
Der skulle kæmpes for det, men til syvende og sidst vandt begge danske mandskaber deres kampe i ottendedelsfinalen i CCT South Europe Series 1.
Tricked slog Endpoint over tre maps. Et Endpoint der stadig spiller med HeavyGod som stand-in for Kjaerbye. Der er stadig ikke kommet noget nyt ud fra organisationen omkring danskerens status, selvom det først forlød, at pausen kun skulle vare et par dage.
Copenhagen Flames skulle også bruge tre maps til at nedlægge K23, men på tredje og afgørende map, Nuke, var der ingen slinger i valsen. Her slog flammerne nemlig K23 uden besvær med scoren 16-3.
De to mandskaber er nu nået kvartfinalen i den Sydeuropæiske gren af CCT's turneringer.
Geografisk forvirring
Hvis du nu sidder og spørger dig selv: hvordan det kan være, at de to danske hold deltager i Sydeuropa og ikke Nordeuropa?
Så er svaret, at det gør de såmænd også.
Her er begge hold nemlig også i slutspillet, hvor Copenhagen Flames allerede har spillet sig i kvartfinalen, mens Tricked skal møde forZe i ottendedelsfinalen lørdag kl. 13:00.
Foruden Nord- og Sydeuropa, så blev Copenhagen Flames også inviteret direkte til slutspillet i CCT Central Europe Series 1. Her tabte de dog 2-1 i åbningskampen mod ECLOT.
Alle turneringerne i de forskellige regioner har en førstepræmie på 166.000 kroner. Det er ikke planen, at vinderne møder hinanden i en større turnering arrangeret af CCT.































