
To nye hold på vej?
Copenhagen Flames kan være på vej med to nye CS:GO-hold, når spillerpausen og sommerferien slutter.
Det fremgår af flere tweets, hvor den danske organisation først bad sine følgere om at forstille sig et Flames akademihold, hvorefter organisationen i et svar slog fast, at man kun har et akademihold, hvis man også har et førstehold.
Dust2.dk har været i kontakt med direktør Steffen Thomsen, som dog ikke vil bekræfte, at der er to nye CS:GO-hold på vej i Flames.
Han fortæller dog, at han har været i gang med en ny struktur og strategi for CS:GO-afdelingen, men den vil han først løfte sløret for på et senere tidspunkt.
I skrivende stund tæller Copenhagen Flames blot to spillere, da HooXi og Zyphon endnu ikke er blevet solgt. Det forventes dog at ske snart.
I juni blev jabbi præsenteret i Heroic, mens fnatic hentede roeJ og nicoodoz fra det meget succesfulde Flames-mandskab, der overraskede alle ved at skyde sig i kvartfinalen i PGL Major i Antwerpen.