
Nu skal POWER Ligaen afgøres
Søndag middag går det løs, når den 20. sæson af POWER Ligaen skal afgøres.
Slaget står mellem grundspillets 1'er og 2'er, MASONIC og Tricked, der gennem hele sæsonen har vist formidabelt spil.
Især MASONIC har været urørlige og vandt grundspillet på overbevisende facon med 57 point efter 22 kampe.
I grundspillets sidste kamp stod de overfor netop Tricked, og her tog MASONIC sejren med knusende 16-4. I de to holds opgør tidligere på sæsonen var det ligeledes MASONIC, der løb med sejren, da de vandt 16-9.
Især Queenix og J3nsyy har været i god form for MASONIC-mandskabet, mens det hos Tricked især har været kwezz, der har vist sig frem.
Siden han er kommet tilbage til Tricked, har Lucky dog også været godt spillende, og den unge AWP'er kan også vise sig at blive kampafgørende i dagens finale.
Kampen skydes i gang klokken 12:00 og kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY som optakt til IEM Cologne-finalen mellem FaZe og NaVi.