
Major-omkamp i vente
Den står på omkamp fra finalen til PGL Major Antwerp, når FaZe støder sammen med NaVi i morgendagens finale til IEM Cologne 2022.
Det står klart efter FaZe lørdag aften besejrede Movistar Riders i dagens anden semifinale.
Opgøret blev skudt i gang på Ancient, hvorpå FaZe hurtigt viste dominans ved at komme foran med 11-4 ved pausen.
Her fra så det tilsyneladende ud til at være et spørgsmål om tid, inden FaZe lukkede og slukkede mappet, men spanierne formåede at gøre kampen tæt.
Det var først efter et vildt 1v3 af Twistzz, at FaZe løb med det første map i bedst-ud-af-tre'en.
Dernæst skulle holdene i aktion på Nuke, hvor Movistar Riders fik en udmærket start, idet de gik til pause i front.
En velspillende ropz og resten af FaZe-mandskabet ville det dog anderledes, da de tog kontrol over kampen og sikrede sig adgang til finalen til IEM Cologne 2022.
Søndag står den derfor på en finale mellem FaZe og NaVi, som desuden er en omkamp fra finalen til PGL Major Antwerp, hvori det førstnævnte mandskab løb med sejren.