
Astralis-stjerne jagter endnu en MVP-titel
Det er blot en måned siden, at blameF vandt sin første MVP-titel, og den danske stjerne ser bestemt ikke ud til at være færdig. Med en rating på 1.32 er han lige bag s1mple, der kan prale med en rating på hele 1.37 ved IEM Cologne 2022.
Hans høje rating har bestemt også haft en indvirkning på holdets præstationer. Sidst Astralis nåede slutspillet til et større event, var ESL Pro League Sæson 15, hvor holdet tabte i kvartfinalen til FURIA.
Holdets vej til kvartfinalen kan muligvis kædes sammen med, at blameF er begyndt at tage mere ansvar på holdet.
Til IEM Cologne 2022 har han indtil videre skudt sig op på 0.12 åbningsdueller per runde på T-siden. Til sammenligning har han tidligere i 2022 præsteret blot 0.08 åbningsdueller ved større events.
På CT-siden er tallet noget højere. Hele 0.17 åbningsdueller per runde har vi fået lov at overvære fra danskeren.
blameF er dog ikke den eneste aggressive rifler på Astralis. Også k0nfig har fundet formen og har spillet sig ind på en 10. plads over turneringens bedste spillere.
Hvis blameF skal slå s1mple og score sin anden MVP-titel, bliver holdet nødt til at præstere i fredagens kvartfinale mod MOUZ.


























