
Brugerne har talt: Ugens Spiller er 'Heldig'
Blot 14 dage skulle der gå, før Lucky igen tager prisen som Ugens Spiller i POWER Ligaen.
Det står klart, efter knap 60 procent af Dust2.dk's brugere har valgt den 19-årige Tricked-spiller foran Astralis Talent-duoen Fessor og MistR, der endte med hver 20.5 procent af stemmerne.

Det er langt fra første gang i karrieren, at Tricked-AWP'eren tager prisen som Ugens Spiller i POWER Ligaen. Foruden et hav af kåringer som Ugens Spiller, så har han også flere gange taget MVP-medaljen for POWER Ligaen, senest i sæson 16.
POWER Ligaens grundspil nåede sin afslutning mandag aften, og nu venter så relegationspillet for nogle, mens andre skal i slutspillet, som afvikles til juli.
Netop i slutspillet får vi denne uges tre udvalgte spillere at se, når Astralis Talent skal kæmpe i kvartfinalen, mens Tricked ligesom MASONIC er direkte i semifinalen.
Sådan fordelte stemmerne sig:
1. Lucky - 58.9%
2. Fessor - 20.5%
3. MistR - 20.5%
Luckys præstationer denne uge var medvirkende til, at Tricked gjorde rent bord og cementerede andenpladsen i tabellen. Og så leverede den hjemvendte Tricked-spiller et 1v3-clutch i kampen mod Atlantic.