
Vi gentager succesen: Festlig LAN-finale i vente
Vi gør det igen.
Når vinderen af den 20. sæson af POWER Ligaen i næste måned skal findes, kommer det for anden sæson i træk til at foregå med en festlig LAN-finale foran tilskuere på Anarkist | BEER & FOOD LAB lige midt i Odense.
I april så omkring 100 tilskuere til fra langbordene, da Los Reyes tog sejren over MASONIC, og den succes fortjener en gentagelse.
Derfor slår vi endnu engang dørene op for en festlig finaledag med højt humør, god stemning og fadøl i rigelige mængder.
Vi kan også godt afsløre allerede nu, at vi ligeledes gentager CS-banko, hvor der er fede præmier på højkant.
Det fungerer som sidst ved, at alle tilskuere inden kampstart får en bankoplade, som de kan udfylde og gætte med på pistolrunder, første ace og meget mere.
Sidst var der totalt udsolgt, og det sigter vi også efter denne gang, hvor der igen både bliver solgt hele borde samt enkeltbilletter.
Billetterne bliver snart sat til salg, og det er først til mølle, så hold øje med Dust2.dk, da der ikke er mulighed for at udvide med flere pladser.
Program for slutspillet
Mandag den 11. juli (Online)
-
11:00 - Kvartfinale #1
-
14:00/asap - Kvartfinale #2
-
17:00/asap - Semifinale #1
-
20:00/asap - Semifinale #2
Søndag den 17. juli (LAN)
-
12:00 - Finale