
Kæmpe slag for major-darlings
Spirit imponerede alle med deres skarpe spil ved majoren, hvor de kæmpede sig hele vejen til semifinalen, før de blev slået af de kommende major-vindere fra FaZe.
En af de helt store faktorer for den flotte præstation var holdets bedste spiller, den russiske AWP'er degster, der levede op til sin status som en af scenens allerstørste talenter.
Han endte majoren som den 9. bedst ratede spiller, med en rating på 1,16.
Men nu er han fortid i Spirit.
Det melder Spirit ud på Twitter med en forklaring om, at det er uenigheder udenfor serveren, der er årsagen til, at organisationen fravælger deres bedste spiller.
Organisationen og spilleren har haft en dialog kørende siden majorens afslutning, men har ikke kunnet nå til enighed om træningsstrukturen og holdets fremtidige retning, skriver Spirit's administrerende direktør, Nikita Chukaiin.
Vil ikke bo i Serbien
Hovedpersonen selv er mere direkte i sin kommunikation.
I et opslag på degster's egen Twitterprofil tager russeren bladet for fra munden.
Ifølge degster er det et krav fra organisationens side, at holdet skal opholde sig i Serbien i mindst ni måneder af året, hvilket i øjeblikket vil gøre det nemmere for holdet at deltage i internationale turneringer.
degster lægger stor vægt på, at det er af personlige årsager, der gør, at han ikke vil efterkomme organisationens ønsker, men at de personlige årsager ikke er politiske overbevisninger.
Han henviser derimod til sin kærestes bopæl i Moskva, og at de ikke har været klar på at forlade landet på kort varsel.
Allerede nyt blod på vej
Selvom nyheden kommer som en overraskelse for scenen, så skriver Spirit, at de allerede har gjort et stort arbejde med at finde en erstatning for degster, og at de kan offentligøre deres nye AWP'er snarest.