PGL ændrer RMR-format

Efter klager fra spillere og organisationer har PGL valgt at ændre omstridt tie-break-regel.

Dust2.dk kunne den 6. april rapportere, at der var blevet rettet offentlig kritik af PGL og Valve for valget af format til RMR-turneringerne fra flere store organisationer.

Det var bl.a. administrerende direktør for FURIA, Jaime Pádua, og General Manager for Complexity, Graham 'messioso' Pitt, der var utilfredse med brugen af Buccholz systemet til at afgøre tie-breaks i turneringen.

Det har PGL taget til sig.

I første omgang meldte PGL ud, at reglerne var blevet ændret, så de tre hold, der ender med en 3-2 score i den amerikanske RMR, skal spille to ekstra Bo3 kampe for at afgøre hvilket af de tre hold, der kvalificerer sig til majoren.

Nu har turneringsarrangøren valgt at bruge samme løsning til at afgøre hvilke hold, der får Legends status og dermed kan springe Challengers stadiet over ved majoren.

Det betyder, at der vil blive spillet tre ekstra Bo3 tie-break kampe:

  • Mellem 1. og 2. plads i den amerikanske RMR

  • Mellem 4. og 5. plads i den europæiske RMR A

  • Mellem 5. og 6. plads i den europæiske RMR B

Hvilke hold, der indledningsvist ender på 4., 5. og 6. plads i de europæiske kvalifikationer vil stadig blive afgjort med Buccholz systemet.

Den amerikanske RMR går i gang på mandag, den 11. april, mens de europæiske først starter den 17. april.

Faktaboks

Den amerikanske og de europæiske dele af RMR-turneringen bliver alle spillet i et swiss system med 16 hold, som man også har set det i Challengers og Legends stadierne ved de seneste majors.

Kampe spilles som Bo1, bortset fra de kampe, hvor hold kan vinde deres tredje sejr eller indkassere tredje nederlag, der spilles som Bo3.

Når turneringen er færdigspillet, vil top 8 bestå af følgende:

  • 2 hold med en score på 3-0

  • 3 hold med en score på 3-1

  • 3 hold med en score på 3-2

Buccholz systemet bliver brugt til internt at rangere hold med samme score.

Tie-break-kampe vil blive spillet, hvor der er vigtige pladser på spil mellem hold med samme score.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.