
groove træder tilbage som sportsdirektør; dedikerer sig til coach-rolle
Gambit's sportsdirektør og coach groove vil fremover ikke befinde sig på direktionsgangen, men udelukkende fokusere på CS:GO-holdets præstation på serveren.
Det melder Gambit ud på Twitter.
Coachrollen er ikke ny for groove, der har brugt størstedelen af de sidste par år bag Gambit's spillere, efter organisationens tidligere coach F_1N modtog et ban i 2020 for misbrug af coachbuggen. F_1N er i øjeblikket ansat som analytiker for Gambit.
groove har løbende trådt ned ad rangstigen hos Gambit. Da han overtog rollen som sportsdirektør for organisationen i 2018, var det en post som administrerende direktør eller CEO, som han forlod.
At groove nu kun har titlen som coach for Gambit, kan vise sig at være vigtig for russerens fremtid. Udmeldingen kommer kun en dag efter den russiske twitterpersonlighed OverDrive, der ofte lækker informationer om CIS-scenen, skrev at Gambit havde sat holdet til salg.
Det er ikke til at vide, om groove's fremtid bliver hos spillerne eller organisationen i tilfælde af et salg.
Gambit's spillere er blevet udelukket fra at deltage i turneringer arrangeret af BLAST, mens de kan stille op i ESL Pro League, så længe de ikke repræsenterer Gambit.
Det tilbud har spillerne valgt at tage imod, og de skal spille under navnet "Players" i EPL's gruppe D. Om groove kommer til at agere coach for spillerne ved EPL vides endnu ikke.