
Meget toxic miljø i Valorant
Danske TENZKI er tilbage i CS:GO efter blot to måneder i Valorant, da han fremover skal spille for det svenske Savage-hold.
Den 27-årige spiller skiftede til Valorant, da den konstante ændring i metaen tiltalte ham, men det fungerede bare slet ikke hos Heretics, hvor TENZKI fik en 2-årig kontrakt i december 2021.
Jeg var lige ovre ved fjenden og snuse en gang. Jeg følte, Valorant var noget nyt for mig, og de taktiske tiltag i spillet med konstant ændring af meta havde et eller andet specielt. Men på det Heretics-hold, jeg kom ind på, var der noget, jeg ikke rigtig følte var et sundt miljø at være i som person, fortæller TENZKI og fortsætter:
Der skete rigtig mange ting rundt om holdet, uden det virkelig var hold-beslutninger. Det endte med, at jeg blev bænket fra holdet, hvilket var trist på mange måder, men samtidig gav det også noget til mig, som viste sig måske at være det bedste.
Og det var bogstavelig talt et usundt miljø på Heretics-holdet, som TENZKI havnede i.
Danskeren vil helst ikke sige noget dårligt om hverken Heretics eller hans nu tidligere holdkammerater, men han åbner alligevel lidt op for, hvordan det fungerede internt.
Jeg vil helst ikke tale dårligt om organisationen eller nogle af spillerne, men da jeg kom ind, virkede det meget som et dødt hold med spillere som ikke kunne lide hinanden. Holdsamtaler, som burde være holdsamtaler, blev holdt i andre rum, når folk ville ytre sine meninger om holdet, og i stedet for at arbejde sammen om det, blev det holdt hemmeligt. Der manglede tiltro til hinanden på holdet, hvilket gjorde, at folk spillede mere for sig selv end for holdet, som medførte, at folk konstant skrev til hinanden privat midt i og efter kampe, om hvordan de ikke kunne fordrage den ene eller anden spiller.
Vejen til Savage
Bænkningen i Heretics gav TENZKI muligheden for at deltage i nogle af kvalifikationerne til PGL Major Antwerp, og det banede vejen for et comeback i CS:GO.
Jeg havde ikke rigtig planer om 100% at skifte tilbage til CS i starten, men jeg spillede major-kvalifikationerne med nogle mixhold, som egentlig bare gav mig en kæmpe lyst til at give mig selv en chance igen. Det udviklede sig fra, at jeg spillede med Golden på de mixhold i kvalifikationerne, til at han spurgte, om jeg ville spille sammen med ham og Savage-holdet.
TENZKI slår dog fast, at han ikke er så træt af selve Valorant som spil, men at det mere er selve miljøet, som er meget slemt.
Det skal lige siges, at jeg ikke var træt af Valorant i sig selv, og at jeg ikke opgav noget som helst. Men Valorant har et meget toxic miljø som man også har set i League of Legends - noget som gjorde, at det slet ikke er sjovt at grinde ranked, som man kan i FACEIT, hvor alting er 100 gange mildere.
TENZKI er fortsat på kontrakt hos Heretics, men han har fået lov til at spille med Savage.
Savage består af:
-
TENZKI
-
Golden
-
draken
-
grux
-
dezon
-
Devilwalk (Coach)