
Astralis overlever efter overtidsdrama
Astralis er et skridt tættere på slutspillet til IEM Katowice.
Det står klart efter en flot 2-1-sejr over fnatic i lower bracket, hvilket sendte smooyas tropper ud af turneringen.
Opgøret blev skudt i gang på Inferno, og her så det ud til at blive et dansk nederlag, da fnatic skød sig i front med 7-0. k0nfig ville det dog anderledes, og med riffelspilleren i front kæmpede Astralis sig tilbage på banen og hev en 16-11-sejr i hus.
Andet map bød på en omgang Overpass, og her var det atter danskerne, som startede værst ud. En vundet pistolrunde blev nemlig ikke konverteret til flere fra Astralis' side, da fnatic bragte sig foran 10-1.
Denne gang leverede danskerne dog ikke de nødvendige individuelle genistreger for at komme tilbage, hvorfor opgøret blev sendt ud på et tredje map.
Overtidsdrama sender Astralis videre
Kampens afgørende map formede sig ikke som de to første, da Ancient i stedet bølgede frem og tilbage. Ingen af de to hold formåede at finde den dominans frem, de på skift havde haft på både Overpass og Inferno, og det ledte til et tæt og spændende opgør.
Ligesom på de foregående maps var det dog med k0nfig som stjernen, at Astralis holdt sig i live helt til slut, hvor danskerne hev kampen ud i overtid.
I overtiden var der dog ingen tvivl om, at Astralis var stærkest. Særligt k0nfig og blameF leverede pragtpræstationer runde efter runde, hvilket sikrede Astralis en 19-15-sejr.
Astralis er dermed fortsat i live, og danskerne mangler blot at vinde én kamp for at gå videre til slutspillet.
I den afgørende kamp venter enten stjernespækkede G2 eller brasilianske FURIA. Det afgørende opgør er skemalagt til at starte klokken 19:30.

























