
Astralis Talent sætter jagten ind på triumf
Det er blevet dagen, hvor Astralis Talent skal stå sin største prøvelse hidtil.
Fredag skydes slutspillet i WePlay Academy League sæson 3 nemlig i gang, og her venter verdens nummer 32, MOUZ NXT, der er forsvarende mestre.
Slutspillet er for første gang med Astralis Talent blandt de sidste fire hold, efter danskerne har misset slutspillet i de to første udgaver af turneringen.
Efter et veloverstået gruppespil i januar har Astralis Talent spillet sig hele vejen til slutspillet, hvor de fire bedste hold er at finde. I jagten på slutspillet har især Fessor været en vital del af Astralis Talents gode spil.
Han er således holdets bedste spiller, hvis man kaster et blik på statistikkerne.
Det er dog MOUZ NXT's mhL, der topper statistikkerne af alle i turneringerne. Han har en gennemsnitsrating på 1.35. Til sammenligning er Fessors 1.13.
Finale søndag
I slutspillet finder vi foruden danskerne også russisk-ukrainske Spirit Academy, tyske BIG Academy samt de forsvarende mestre og dagens modstander MOUZ NXT.
Vinderen af dagens opgør er videre til semifinalen mod enten Spirit Academy eller BIG Academy, mens taberen ryger i lower bracket, hvor det herfra er knald eller fald.
Slutspillet i turneringen spilles hele weekenden med finalen programsat til søndag aften. Der er en præmiepulje på lige over 650.000 kroner, heraf knap 300.000 kroner til vinderen.
Spilles fra Nexus
WePlay Academy League er i de seneste to udgaver blevet afholdt på LAN i WePlay's studier i Kiev.
Men på grund af den nuværende situation i det østlige Ukraine og de geopolitiske spændinger mellem Rusland og Vesten, har arrangørerne været nødsaget til at rykke turneringen online, så holdene i stedet spiller hjemmefra.
Og at turneringen er blevet rykket online, er den rigtige beslutning, mener Astralis' sportsdirektør Kasper Hvidt, der i januar satte ord på sagen til Dust2.dk.
I samme ombæring slog Kasper Hvidt fast, at de nok skal få muligheden for at komme til Kiev en anden gang, og at de i denne omgang vil forsøge at samle talentholdet fysisk i Astralis' lokaler i Tivoli, Astralis Nexus.
Det bliver ikke sidste gang, vi kvalificerer os, så nu handler det om at lægge ærgrelsen til side og give den alt vi har. Vi går efter ar samle holdet og at spille fra Pro-rummet i Nexus. Det er stadig stort at spille de kampe og det glæder vi os til, lød det fra sportsdirektøren.