
Får tre ugers karantæne for respektløs adfærd
Tre ugers karantæne fra alle ESL-turneringer.
Det er straffen til amerikanske nero, der tidligere på måneden var mere eller mindre skyld i, at det nordamerikanske hold Valors gik hver til sit.
I en ESL Challenger-kamp mod ONET4P sendte han nemlig hadefulde kommentarer afsted mod modspilleren walker.
Episoden fik en del opmærksomhed, da walker efter kampen lagde et screenshot på Twitter, hvor man kunne se kommentarerne fra nero.
Og nu har episoden altså fået ESL til at slå ned.
Helt specifikt forbryder nero sig mod punkt 5.1 i ESL's adfærdskodeks. Det lyder:
Enhver deltager skal opføre sig med respekt over for repræsentanter for ESL, pressen, seerne, partnere og andre aktører. Deltagerne skal repræsentere esport, ESL og deres sponsorer hæderligt.
Dette gælder adfærd i spillet, på TeamSpeak og også i chats, messengers, kommentarer og andre medier.
I sit opslag på Twitter skriver ESL desuden, at de ikke har fundet det passende at straffe hele holdet, og at de ikke har mulighed for at fratrække præmiepenge, som de normalt ville gøre i lignende tilfælde.
Derfor idømmes nero tre ugers karantæne fra alle ESL-turneringer gældende fra den 10. februar.






















