
Danskere i dueller med verdens to bedste
En ny dag i BLAST Premier World Final er over os, og det er blevet tid til at få de sidste fire hold i kamp.
Et af dem er Astralis, der klokken 16:30 brager sammen med Vitality, og der er dermed mulighed for revanche til gla1ve og kompagni efter consolidation-finale-nederlaget til Vitality i Royal Arena i slutningen af november.
Vitality kommer dog ind til BLAST Premier World Final med en IEM Winter-sejr i bagagen og en ZywOo, der er i forrygende form, hvilket MVP-medaljen fra IEM Winter er et tydeligt bevis på.
Samtidig er turneringen efter alt at dømme sidste turnering for det franske mandskabs nuværende holdkort, og sulten efter at slutte godt af må formodes at være til stede for især shox og Kyojin, der meldes færdige på Vitality.
Skæbnedag for Heroic
I dagens sidste kamp skal et hold også forlade turneringen. Her skal gårsdagens to tabere, NaVi og Heroic, nemlig i duel i den første lower bracket-kamp.
Heroic har ikke slået NaVi i hele 2021, og det ser da også svært ud for cadiaN og kompagni, der til BLAST Premier World Final stiller med b0RUP i stedet for stavn, der har meldt fra af private årsager.
Det var da også et Heroic-mandskab, der havde det svært mod Gambit i tirsdagens kamp. Her tog russerne en sikker 2-0-sejr, hvor en molotov fra b0RUP løb med noget af opmærksomheden.
NaVi har været næsten urørlige i 2021, hvor det er blevet til syv store trofæer, heriblandt PGL Majoren i Stockholm. Efter gårsdagens choknederlag til Liquid må man formode, at s1mple og resten af NaVi vil gøre alt for at komme ud som lyn og torden og vise, hvorfor de er nummer et på verdensranglisten.
Før de to danske mandskaber skal i ilden, lægger G2 ud mod NIP i en kamp, hvor NIP stiller med phzy i stedet for device samt Jonas Gundersen som coach i stedet for THREAT.
Alle dagens kampe er som følger:
































