es3tag føler sig godt tilpas i den nye trøje.

Stort interview med es3tag: "Nogle spillere kunne have ydet mere"

Forud for BLAST Premier Fall Final, der skydes i gang onsdag, har Dust2.dk fået en snak med es3tag, der får debut i NIP-trøjen.

es3tag byttede i sidste uge tilværelsen på bænken ud med en ny som NIP-spiller. Og selvom det ikke er længe siden, den 25-årige dansker blev præsenteret, så er han allerede faldet godt til på holdet, fortæller han til Dust2.dk.

Det har været en fornøjelse. Jeg kender jo devve på forhånd, og jeg tror, at de andre spillere har stor respekt for mig, og jeg synes, at de er vanvittigt talentfulde, så det lover rigtig godt. Jeg ser bare frem til forhåbentligt at kunne vise, at vi kan det samme, når vi sidder og øver, når vi skal spille til BLAST, lyder det fra danskeren.

Svært at sige nej

Skiftet til NIP betød også en genforening med device, som es3tag spillede sammen med i Astralis. Og es3tag har en klar fornemmelse af, at netop den talentfulde AWP'er spillede en afgørende rolle i skiftet.

Da Complexity bænkede os, tror jeg, at device sagde til NIP, at han super gerne ville spille med mig. Det er i hvert fald den fornemmelse, jeg har fået af det, indleder han og uddyber, at der ikke var nogen tvivl, da NIP henvendte sig:

Og så kom det rimelig hurtigt i stand med kontraktforhandlinger og så videre. De har jo nærmest lige fået Legends-status ved majoren, så det er svært at sige nej til et hold, der ser så gode ud på papiret, og som har device. Jeg er super glad for, at jeg valgte det, for de er vanvittigt dygtige hele bundtet, siger es3tag.

Nogle spillere kunne have ydet mere

Kaster man et blik på det seneste års tid for es3tag, er det ikke stabilitet, der er nøgleordet. 116 dage blev til i Astralis, inden han skiftede til Cloud9.

Her var han i 162 dage, inden projektet gik nedenom og hjem, og i spillerpausen trak han så i Complexity-trøjen. Det blev heller ingen succes, og her blev det blot til 104 dage.

Det giver et samlet gennemsnit på lige godt 127 dage i det aktive lineup på hver af de tre hold. Og det har været vidt forskellige oplevelser.

Astralis var en drøm. Det var bare fedt. Jeg har ikke så meget at sige om det. Cloud9 var et projekt, hvor vi godt kunne have skruet nogle bedre spillere sammen fra starten af. Vi var jo nødt til at skifte en spiller allerede efter tre måneder, og så havde vi tre måneder til at få det til at fungere, før det ligesom gik i opløsning. Jeg følte faktisk, at vi var ved at blive rigtig gode, så det var lidt synd, siger han og fortsætter:

Efter det kom så Complexity, og der joinede jeg et hold, hvor jeg måske føler, at man havde nogle problemer, før jeg kom ind, og det var lidt svært at løse det problem, føler jeg.

Så det var svært at komme ind i, tror jeg, og jeg tror, at hele perioden har været ret turbulent og stressende for mig, fordi jeg hele tiden skulle sætte mig ind i nye roller, nye spillere, ny playbook og syv maps. Det kan godt blive meget, men jeg føler faktisk, at her i NIP er det allerede meget bedre. Jeg føler, at man kommer ind, og så bliver man allerede taget rigtig godt imod. Organisationen er også tæt på. For de andre organisationer i COVID-tiden har det jo været svært.

Og du har vel også været i Danmark i hele perioden?

Ja præcis. Så det har været svært for dem (de andre organisationer, red.) at være hands-on, og det kan man jo ikke bebrejde dem for, men jeg har intet dårligt at sige om de organisationer. De har været fantastiske, siger es3tag og uddyber:

Jeg tror måske, jeg bare føler, at nogle spillere godt kunne have ydet mere. Jeg har dog ikke tænkt mig at nævne nogen navne. Det er der ingen grund til, siger danskeren.

Beslutningen om at skifte til NIP er derfor også taget med en forventning om, at der også kommer mere stabilitet ind, forklarer es3tag.

Det er det 100 %. Jeg føler også, at jeg har en større stemme på det her hold, fordi THREAT (NIP's coach, red.) faktisk er vildt god til finde på ting. Det er jeg også, så vi sidder faktisk bare og sparrer rigtig meget med hinanden, hvilket betyder, at rigtig meget af det, jeg gerne vil have sat ind, det bliver implementeret i vores spil, fordi vi tænker rigtig meget i de samme baner. Det er en fed følelse at føle, at man har en eller anden form for say i det. Ikke for at sige, at jeg ikke har haft det tidligere, men jeg føler bare, at jeg her har mere lyst til at arbejde med det, fordi jeg har en at sparre med, siger es3tag.

Arbejder med det svenske

I forbindelse med skiftet melder spørgsmålet om sprogbarrieren sig naturligt også. device tog samme vej tidligere i år, og her var det ingen hindring. gade tog i sommer turen til tyske BIG, hvor det heller ikke har været et problem.

Men for es3tag er der en del at lære af nabolandets sprog. Så meget, at han slår over i engelsk i pressede situationer in-game.

Jeg har rigtig mange ting, som jeg nogle gange gerne vil sige, men det går så langsomt, at det nogle gange bliver taget på enten engelsk eller slet ikke bliver sagt. Jeg er en spiller, som går rigtig meget op i kommunikation, og jeg skal jo selvfølgelig lære at snakke flydende svensk, men det sker jo ikke på en uge.

Kunne du svensk i forvejen?

Overhovedet ikke. Jeg kunne de der generelle svenske bandeord i forvejen, men foruden det, er det jo ikke noget, jeg har tænkt, at jeg skulle lære førhen, indleder han og uddyber:

Men jeg synes faktisk, at det er gået super hurtigt, og jeg kan godt lide at lære ting. Hvis jeg skal komme med en eller anden superhurtig idé midt i runden, hvor jeg skal have dig, dig og dig til at gøre det, det og det, så tager jeg den selvfølgelig ikke på svensk men hurtigt på engelsk, men alle de andre ting som for eksempel spotnavne på svensk er noget jeg siger.

es3tag og NIP tager onsdag aften hul på BLAST Premier Fall Finals, hvor de møder Astralis.

Ninjas in Pyjamas
0 - 2
Astralis
Alle maps
Ninjas in Pyjamas K - D +/- ADR KAST Rating 2.0
Sverige Nicolas 'Plopski' Gonzalez Zamora 38 - 43 -5 68.8 62.1% 0.93
Sverige Hampus 'hampus' Poser 38 - 43 -5 72.2 63.8% 0.90
Danmark Nicolai 'device' Reedtz 32 - 44 -12 72.2 56.9% 0.87
Sverige Fredrik 'REZ' Sterner 35 - 42 -7 58.6 55.2% 0.76
Danmark Patrick 'es3tag' Hansen 25 - 46 -21 60.9 62.1% 0.69
Astralis K - D +/- ADR KAST Rating 2.0
Danmark Kristian 'k0nfig' Wienecke 60 - 36 +24 99.0 72.4% 1.52
Danmark Benjamin 'blameF' Bremer 49 - 35 +14 89.5 75.9% 1.30
Danmark Andreas 'Xyp9x' Højsleth 43 - 30 +13 81.7 81.0% 1.25
Danmark Lukas 'gla1ve' Rossander 34 - 37 -3 73.2 70.7% 1.02
Danmark Philip 'Lucky' Ewald 32 - 32 +0 50.8 75.9% 0.97

NIP består af:

  • Sverige hampus

  • Sverige REZ

  • Sverige Plopski

  • Danmark device

  • Danmark es3tag

  • Sverige THREAT (coach)

#1(Med 0 svar)
24. november 2021 kl. 14:54
tOPZ
Sølv Sæsonkort Sæson 17
Godt interview!
Bliver spændende at se hvordan es3tag klarer sig imod astralis i aften..
#2(Med 0 svar)
24. november 2021 kl. 15:01
fLix8
Fedt med de her interviews!
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.