
Rørt direktør takkede spillerne efter triumfen
Det er rigtig stort for Copenhagen Flames som organisation, at CS:GO-holdet spillede sig videre til Legends Stage med en sensationel 3-0 score.
Det fortæller holdets sportsdirektør, Daniel Vorborg, der er i Stockholm med spillerne.
Det er klart, det er kæmpe stort for os alle sammen. Vores direktør Steffen var også herovre de to dage, og han kom væltende ind nærmest grædende og takkede alle spillerne for denne oplevelse. Vi har sat ind i vores 3-årige plan, at vi skulle opnå major-deltagelse, men at vi står her cirka 3 måneder efter og har opnået det, samt at gå 3-0, er helt fantastisk, fortæller Vorborg til Dust2.dk.
Det er ikke kun det hårde arbejde i CS:GO-afdelingen, der ligger bag de flotte præstationer. Det er hele organisationens arbejde, som tilsammen kulminerer med ikke bare major-deltagelse men også en plads i Legends Stage.
Holdet har arbejdet fantastisk hårdt for at komme hertil, men alle andre i organisationen lige fra undervisning, SoMe og content har alle også kæmpe del i, at det er muligt for den sportslige afdeling at opnå de her resultater. Hele organisationen har del i det her, og det er en fantastisk følelse for os alle.
Havde ikke regnet med 3-0
Daniel Vorborg havde ikke selv regnet med, at flammerne ville gå videre med en imponerende 3-0 score, men det kommer ikke som et stort chok for ham, at holdet spillede sig videre.
At det så skete med sejre over både Astralis og Heroic beskriver den efterhånden garvede sportsdirektør som 'en fantastisk følelse'.
Det er selvfølgelig en fantastisk følelse. Jeg havde nok ikke regnet med en 3-0 score, men jeg ville heller ikke have afskrevet det på forhånd. Jeg tror, det er en større overraskelse for omverdenen, end det er for os. Vi synes både til IEM Fall og online, f.eks. med en sejr over Gambit, at vi kan slå alle hold i verden, hvis vi spiller vores spil.
Det er også bare enormt vigtigt for chancerne fremadrettet. Både fordi vi får et bedre seed, og kommer til at have en lettere første kamp end ellers, men også fordi det ville være mentalt rigtig hårdt ikke at have en dag uden officielle kampe. Så vi er alle glade og fejrer det lidt i dag (onsdag, red.) - men i morgen (torsdag, red.) er det tilbage til hverdagen, og så skal der arbejdes benhårdt for at sikre, at vi også vinder de næste kampe.
Det vides endnu ikke, hvem Copenhagen Flames kommer til at møde i første kamp i Legends Stage, hvis gruppespil også afvikles i formatet swiss, men ud fra seeds ser det ud som om, at det bliver enten G2 eller Evil Geniuses.
Kan blive tvunget til salg
Vorborg har tidligere i kommentarfeltet på Dust2.dk åbnet op for, at Flames kan blive tvunget til at sælge spillerne, hvis andre hold indløser frikøbsklausulen.
Han har svært ved at svare på, om de formår at holde på spillerne efter præstationen til majoren, men han regner med, at de inden 2022 har styr på fremtiden.
Der er ingen tvivl om, at interessen for holdet er stor lige nu, og der er også nogle økonomiske kræfter på spil, som vi ikke kan matche. Vi har dog et rigtig godt samarbejde med spillerne, og de er på nuværende tidspunkt rigtig glade for at være her. Vi har åbne samtaler løbende omkring mulighederne, og vi regner alle med, at vi inden årsskiftet har lagt os fast på, hvordan fremtiden skal se ud for Flames og spillerne, siger Vorborg.
Copenhagen Flames skal først i kamp igen lørdag, når Legends Stage skydes i gang.
Holdet består af:
-
HooXi -
nicoodoz -
roeJ -
jabbi -
Zyphon































