
Én sejr kan sende Copenhagen Flames til majoren
Vi er nået til slutspillet i IEM Fall, og torsdag aften kan Copenhagen Flames selv afgøre tingene og spille sig til majoren i Stockholm senere på måneden.
De skal dog først forbi Vitality, der på det seneste har fundet formen godt og grundigt. Senest er de rykket op på en tredjeplads på verdensranglisten, nåede finalen i ESL Pro League og spillede et stærkt gruppespil til netop IEM Fall.
Her blev ENCE dog for stor en mundfuld, og derfor sluttede franskmændene toer i gruppen, hvor ENCE toppede tabellen.
Copenhagen Flames har overrasket alt og alle i gruppespillet, hvor de helt sensationelt vandt alle fem kampe, der blandt andet bød på modstandere som G2, mousesports og BIG.
Nu venter så endnu hårdere modstand i form af ZywOo og kompagni, og denne gang er det bo3-opgør til forskel fra gruppespillets bo1-kampe.
Dagens kamp byder desuden også på et møde mellem to af turneringens fem bedst ratede spillere.
ZywOo er forventeligt blandt de bedste og er lige nu tredjebedst ratet, mens jabbi kommer ind på femtepladsen blandt de bedst ratede spillere.
device øjner semifinalen
Opgøret mellem Vitality og Copenhagen Flames skydes i gang klokken 20:15, men inden da skal device og NIP forsøge at spille sig videre til semifinalen.
Klokken 17:00 skal de nemlig op mod Movistar Riders, der ligesom Copenhagen Flames tog fusen på et par stykker i gruppespillet. Det spanske mandskab avancerede nemlig fra gruppe B, hvor Astralis, Heroic, Complexity og Sinners også var at finde.
NIP gjorde ligesom Astralis og Copenhagen Flames rent bord i gruppespillet med fem sejre ud af lige så mange mulige, og det er ikke mindst takket være device, der har været uhyggeligt god for svenskerne til denne turnering.
Således er han den næstbedst ratede spiller kun overgået af huNter- fra G2.
NIP har kvalificeret sig til majoren, men alt efter hvor mange RMR-point de skraber sammen, kan de stadig nå at kvalificere som 'Legends' og dermed få en bedre lodtrækning til majoren i Stockholm.































