
Flames videre til slutspillet
Copenhagen Flames har nu sikret sig en plads i slutspillet i Elisa Invitational Fall 2021 efter en 2-1-sejr over AGO.
Opgøret startede ellers ikke ud i danskernes favør, for her var det altså AGO, der kunne snuppe første map. Særligt en god T-side og en stærk duo i form af F1KU og Furlan sikrede polakkerne Vertigo.
De danske flammer skulle altså vinde de to næste maps, for at sikre slutspilspladsen. Først stod den på Inferno, og her var det da også et brandvarmt Flames, der var mødt op på serveren. Holdet kom nemlig foran med 11-4, og selvom AGO halede ind på dem efter sideskiftet, var det alligevel Flames, der kunne snuppe mapsejren.
På Inferno var det særligt jabbi, der brillerede. Her præsterede han nemlig hele 31 kills og en rating på 1.67, som altså sendte kampen ud i tredje map.
Tredje map, Ancient, blev en tæt affære indtil sideskiftet. Her bølgede runderne frem og tilbage, men på CT-siden fik Flames for alvor lagt sig i selen, og med roeJ i spidsen kunne danskerne altså tage sejren og slutspilspladsen.

Således er Copenhagen Flames nu videre til slutspillet i Elisa Invitational Fall 2021, efter sejre over KOVA, HAVU og nu AGO. Elisa Invitational Fall varer frem til den 15. oktober, og har en samlet præmiepulje på knap 630.000 kroner.
Ved siden af Elisa Invitational Fall deltager Copenhagen Flames desuden i IEM Fall, hvor de eftertragtede RMR-point er på højkant. Danskerne tager hul på turneringen onsdag aften, og du kan læse mere om tankerne bag dette i artiklen herunder.




















