
"Derfor tror jeg, at jeg kan gøre en KÆMPE forskel i IGL-rollen"
Efter omkring to måneder i GORILLAZ-trøjen annoncerede danske NaToSaphiX for få dage siden, at han var færdig på det europæiske hold og i stedet ville søge andre veje.
Selvom danskeren ikke var på holdet længe, så var tiden dog ikke spildt, fortæller han til Dust2.dk, da det var en meget lærerig oplevelse, omend den ikke var lang.
Det var en super fed oplevelse at være med i GORILLAZ. Robin (flusha red.) er en legendarisk spiller, som har vundet alt, der kan vindes. Jeg lærte ekstremt meget af både ham og Miikka (suNny red.). Jeg har suget alt, jeg kunne, til mig af mindset, spillestil og tankegang.
Det er meget muligt, at dette er holdet, hvor jeg har udviklet mig mest, på trods af at opholdet var relativt kort.
Jeg er overbevist om, at jeg er den bedste version af mig selv, jeg nogensinde har været, og jeg kan slet ikke vente til at vise og bevise det efter spillerpausen.
"Jeg kan gøre en kæmpe forskel"
I den seneste lange periode har NaToSaphiX primært gjort sig til som AWP-spiller, mens han også har ageret riffelspiller på diverse mandskaber, men den tid er ovre nu, hvis det står til danskeren.
NaToSaphiX håber nemlig på at starte et nyt eventyr som IGL samtidig med også at spille AWP, når han efter spillerpausen kigger mod nye projekter og skal finde sig et nyt hold.
Nu har jeg spillet på en del hold og med mange af verdens klogeste og bedste ledere. Det er dog kun få (nok tre), som jeg reelt føler har været allround dygtige som IGL, lyder det fra NaToSaphiX, som uddyber:
Rigtig mange IGL's er dygtige taktikkere, men kan ikke sætte sig i respekt. Nogle kan ikke motivere de fire andre spillere. Nogle kan ikke holde hovedet koldt og bliver påvirket negativt af kampsituationer. Nogle formår ikke at kreere en “holdfølelse” og lader folk med lav selvtillid (i en periode) sidde alene med tankerne i stedet for at række ud og hive dem op.
Mange ledere er dygtige på nogle parametre, men hver af ovenstående påvirker holdet i en eller anden forstand og håndteres det på en ordentlig måde, så kan man presse de ekstra procenter ud af hver enkelt spiller.
Dét at hive de ekstra procenter ud af spillerne er altså noget, NaToSaphiX gerne selv vil forsøge efter spillerpausen, når han sigter efter at blive IGL på et mandskab.
Her fejler selvtilliden heller ikke noget hos den tidligere Heroic-spiller, som går ind til den nye udfordring med panden løften og med en stor tro på egne evner.
Med den erfaring jeg står med nu, er jeg sikker på, at jeg kan gøre en kæmpe forskel på alle punkterne, som jeg mener er vigtige ved en IGL.
Det sidste parameter vil være min egen individuelle performance, men med den form jeg har lagt for dagen i 2021, har jeg ingen tvivl om eget niveau. Derfor tror jeg, at jeg kan gøre en KÆMPE forskel i IGL-rollen, og jeg føler, at det netop er nu, at jeg skal give det et ægte forsøg.
Fremtiden er stadig åben
Det sidste spørgsmål består så i, hvorvidt den garvede dansker vil tilbage på den danske Counter-Strike-scene, eller om fremtiden fortsat ligger på internationale mandskaber.
Her er en beslutning dog ikke taget, lyder det fra NaToSaphiX, som ikke vil begrænse sine muligheder for fremtiden.
For mig er det ikke vigtigt, om det er internationalt eller dansk. Jeg tror, at de fleste spillere i Danmark er under kontrakt på nuværende tidspunkt, hvorfor jeg nok ser det internationale marked som det mest realistiske at søge ved.
Jeg holder mulighederne åbne og tager ikke en forhastet beslutning omkring min fremtid, slutter NaToSaphiX af over for Dust2.dk.
Den nu tidligere GORILLAZ-spiller har i sin karriere tørnet ud for mange solide mandskaber som blandt andre inkluderer Heroic, Nordavind, Sprout og GORILLAZ, mens han i en periode også var stand-in for Complexity.


































